”Det er et brutalt faktum at vores erindringer, de billeder, som vi gennem livet samler, og som bliver den grund, hvorpå vi kan stå og udtale dette undseelige mægtige ord jeg, er skrevet i så flygtigt et materiale som noget.”

Barbara er taget hjem til Mols, hvor hendes far skal gennemgå en større hjerteoperation. Operationen forløber godt, men da hendes far vågner, er det med et dødt blik i øjnene. Der er ikke nogen genkendelse. Der er ikke nogen respons, og det giver Barbara anledning til at overveje og filosofere over, hvem hun er? Hvad hun kommer af? Hvad der har gjort og gør hende til den, hun er? Farens manglede genkendelse sætter skub i hendes rejse ned ad memory lane.

Vi lukkes ind i Barbaras erindringer om barndommen på Mols, hvor mor Sonja, som kommer fra fattige kår i Risskov, går hjemme sammen med de to piger Barbara og Sara og drømmer om det frie liv, mens far Erik passer sin kiropraktorklinik. Hvordan de to piger har det godt sammen, men også om, hvordan de er forskellige både af sind og udseende. I en stor blanding af flotte og maleriske naturbeskrivelser får vi indblik i de konflikter, udfordringer og brud, som opstår i den lille familie. Barbara og Sara opdrages til, at de har alle muligheder i hele verden og præges også af en mor, som har valgt at gå hjemme, men som vel egentligt aldrig helt har affundet sig med, at hun ikke fik brugt sin uddannelse. Ja, at der også er drømme, der er brast.

”Ikke at hun fortryder os, men alligevel. Hvad skal det betyde, sådan har hun aldrig sagt. Det var jo drømmen at få jer, siger Sonja i telefonen; Barbara hæfter sig ved det ord, drømmen.”

Barbara forfølger sin drøm om at blive forfatter og rykker til København, hvor hun får succes, udgiver sin første roman, som omhandler hendes egen opvækst, men hvor det skaber splid i familien, for hvem har ret til familiefortællingen? I København møder hun også sin mand, og hun bliver bonusmor til pigen Mona og senere kommer deres egen søn til. Igennem Barbaras eget møde med moderskabet kommer hendes eget forhold til sin mor Sonja i spil. Hvordan ser man på børneopdragelse og kvinderollen i henholdsvis 1980’erne og i 2020?

Det er mit første møde med Josefine Klougart, og hun skriver flot og godt. Teksten er meget indholdsmættet, og man skal have tid til at fordøje det, man har læst. Der bringes mange ting i spil, og jeg syntes nogle gange, det var svært at bevare overblikket og følge historien. Der er mange spring i tider og steder, og dertil introduceres vi for Jørgen-Frantz Jacobsens roman ’Barbara’, som Barbara er opkaldt efter, men det virker mere forstyrrende end bibringende romanen noget godt, det virker lidt for forceret for mig. Da der heller ikke rigtigt er kapitler eller klare markerede afsnit, blev det noget rodet for mig. Samtidig tænker jeg dog også, at lige præcis det har været det, forfatteren ville opnå, da erindringer er flyvske små snapshots af vores liv sammenblandet med længere sammenhængende fortællinger. På en fin måde får man blik for, at erindringer er forskellige. Selvom to personer har oplevet det samme og har været til den samme begivenhed, så er erindringen eller fortællingen derom ikke nødvendigvis den samme.

Josefine Klougart har skrevet en flot roman om moderskab, kvinder, familie, og om hvilken betydning og indvirken de mennesker, vi vokser op sammen med, har af betydning for, hvem vi ender med at blive.

Josefine Klougart, Alt dette kunne du få, Forlaget Gladiator, 328 sider, Oktober 2021.