Asger Baunsbak-Jensen: Tro på trods
På under 100 sider forsøger Asger Baunsbak-Jensen at få lidt bedre hold på sin tro og det grundlag, som den kristne tro bygger på, nemlig trosbekendelsen. Det er ikke en let opgave, og det kunne og er der skrevet store tykke afhandlinger om, men dette er hans bud og bidrag. Bogen er let at gå til, den er ikke svær til trods for det store emne. Bogen kan derfor anvendes af enhver, som tumler med deres eget gudsforhold, der gives ikke nogen facitliste, men ønsker man en diskussionspartner kan bogen fint anvendes.
Som præst har Asger Baunsbak-Jensen sagt trosbekendelsen mange gange, men som et helt almindeligt menneske, som lever i en oplyst verden, hvor naturvidenskaben spiller en stor rolle for vores forståelse af verden, oplever han også formuleringer og udsagn, som er svære at forholde sig til, – sågar endda svære at tro på.
Hvordan skal vi forholde os til jomfrufødslen? Er det ok, hvis Josef er Jesu’ far, eller ødelægger det hele gudsforholdet? Han skriver bl.a.: ”Dette undfanget ved Helligånden forbliver mig ubegribeligt. En mands sæd erstattet med Helligånden. For mig to helt uforenelige størrelser. Ville det være en katastrofe, hvis Josef var far til Jesus? Ville det?”
På en fin nænsom måde har han udvalgt forskellige ord fra trosbekendelsen, fadervor og den kristne grundfortælling, som han tager under behandling. Hvad betyder de? Hvad indeholder de? Og kan de leve side om side med en mere nøgtern og naturvidenskabelig opfattelse af verden? Asger Baunsbak-Jensen giver sit ydmyge bud på, hvordan tro og tvivl – tro og viden ikke nødvendigvis skal ses som de to argeste modstandere, men at de meget vel kan gøre noget godt for hinanden. Hans overvejelser over kærlighed er et meget godt eksempel: ”Den største dag i mit liv var, da jeg opdagede, at jeg kunne modtage kærlighed og give kærlighed. Her mærkede jeg Gud. Én skabende, fornyende kraft viste sig i mig.”
Bogen er skrevet ligesom en lang bøn eller meditation, hvor Asger Baunsbak-Jensen stiller sig ud på kanten og siger, at han tror, – på trods af alt det, han ikke kan forstå.
”I fornuftens verden lever jeg. Jeg kender ikke verden. I lykkelige øjeblikke betragter jeg verden som en del af et harmonisk univers.”
Det er en fin lille bog, som har flotte formuleringer og fine overvejelser, men også en bog, som jeg tror, kommer til at leve det stille liv, da den er meget personlig.
Asger Baunsbak-Jensen, Tro på trods, November 2021, 80 sider, Jensen & Dalgaard.