// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kåre Bluitgen: De opdagede verden
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie, Samfund

Kåre Bluitgen: De opdagede verden

Skrevet af den 1. januar 2022 – 07:21Ingen kommentarer

Med ’De opdagede verden’ har Hoff & Poulsen udgivet et pragtværk om nogle af de store, videbegærlige pionerer, som op gennem historien har sat liv og lemmer på spil i udforskningen af vores verden. Kåre Bluitgen beretter engageret om Marco Polo, Columbus, Ferdinand Magellan, Hernan Cortes, Vitus Bering, Mungo Park, Henry Morton Stanley, Fridtjof Nansen og Roald Amundsen, som alle er blandt de mest berømte opdagelsesrejsende.

Sprogligt er bogen ligefrem og nem at gå til, der er ikke detaljerede kildeangivelser og noter, men i en litteraturliste for hvert kapitel kan man orientere sig om, hvor forfatteren har hentet sin viden.

Vi er med inde dybt i mørkets hjerte, når vi rejser med Stanley rundt i Congo for at finde Dr. Livingstone. Ekspeditionernes deltagere dør som fluer, men Stanley kæmper igen og igen for at kunne fortsætte sin jagt, som krones med verdensberømmelse, efter at han kunne sige de ikoniske ord; ”Dr. Livingstone, I presume…”

Vi fryser med Nansen og Amundsen, når de kæmper sig gennem ismasserne for at kortlægge nogle af de koldeste områder på kloden, og vi begejstres med Columbus, når der dukker ukendt land op, og skibene kan lægge til. Det er Bluitgens fortjeneste, at man får et indtryk af, hvor store begivenheder, der er tale om. Flere af bogens opdagelsesrejsende var datidens rockstjerner og celebrities.Medierne var flittige fortællere og der blev smurt godt på, for at holde oplagene oppe.

Men Bluitgen bevarer et kritisk blik på sine hovedpersoner. Flere af dem bliver ikke opfattet som helte, for deres landvindinger skabte også platform for kolonialisme, hvor de europæiske herskere udplyndrede og undertrykte lokalbefolkningen. Det var således bestemt ikke uden konsekvenser, at vovehalsene kunne vende hjem og fortælle om nye og ukendte verdener og befolkninger. Denne tilgang giver bogen en fin ligevægt mellem begejstret entusiasme og et mere nøgternt syn på, hvad der fulgte i hælene på de mange strabadser.

Kåre Bluitgen: ’De opdagede verden’, Hoff & Poulsen. 541 sider. November 2021

Der er lukket for kommentarer.