// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Glenn Bech: Farskibet
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Glenn Bech: Farskibet

Skrevet af den 12. november 2021 – 06:42Ingen kommentarer

Gæsteanmeldelse af Karen Møldrup Rasmussen.

Med en nominering til Bogforums debutantpris og modtager af Munch-Christensens debutantpris glædede jeg mig til at læse Glenn Bechs Farskibet, og det blev noget af en tur ud på det mørke hav.

Farskibet er Glenn Bechs autofiktive roman, som tager læseren med helt tilbage til barndommen, hvor Glenn er fem år, og hans far begår selvmord. Vi bliver indviet i, hvordan denne voldsomme begivenhed kommer til at præge Glenn, hans lillebror og deres mor. Hvordan finder man fodfæste, efter at ens far bliver fundet i skoven? Hvordan lærer man ham/far at kende og dermed også lære at forstå sig selv, når man blot var fem år, da han forlod familien?

Glenn forsøger at skrive sig ud af sorgen, forsøger at finde rodfæste, finde sin identitet, og man forstår, at tabet af far har sat sig spor helt frem til nutiden, hvor romanen er skrevet. Indeholdt i denne sorgbearbejdelse fortælles historien om et hjem, som præges af vold, da moderen ikke får valgt de bedste mænd at leve sit liv med, noget som sætter sit præg på de to drenge. – Hvad skal man spejle sig i, nu hvor man ikke kan spejle sig i far, som man deler gener med? Farskibet lagde fra land og lod den lille familie i stikken, – ja det var lige ved den sank.

Jeg har efterhånden læst mange autofiktive romaner, og jeg synes, de er bedst, når historien kommer til at stå alene, hvor dets narrativ er så stærkt og velskrevet, at man helt glemmer, at det er autofiktion. Hvor man simpelthen bare tror på historien, og forfatteren glider i baggrunden. Det synes jeg ikke, Farskibet lykkedes med.

I min læsning af Farskibet var jeg ved at give op flere gange. Det er voldsomme, sorgfulde, ukærlige og ubehagelige ting, som fortælles. Men måden, som det gøres på, bliver for denne læser for meget. Meget er skrevet i korte sætninger, noget er ufærdige sætninger, noget skrevet med store bogstaver, få ord på siderne, blanke sider, ja meget virker som om, det er er skrevet, som forfatteren tænker, råt for usødet uden redaktion. Det synes jeg, er trættende og ikke særlig læsværdigt.

Under læsningen havde jeg det lidt, som om jeg var med forfatteren til psykolog, hvor han lå på briksen og fortalte til terapeuten. Dette greb gør selvfølgelig, at jeg kommer til at være hans livsvidne, men det kunne jeg godt have været foruden. Måske det har været intentionen, men jeg synes, det blev kvalmende, klaustrofobisk, og også lidt uinteressant. Den form og skabelon, som er mast ned over romanen med disse skift i skrifttyper m.m. gør, at det bliver anstrengende og trættende at læse, og at formen kommer til at fylde mere end indholdet, desværre.

Jeg er spændt på, om forfatteren har flere bøger i sig, eller om dette var den, som skulle skrives? Jeg er ikke i tvivl om, at Farskibet skulle skrives, for at Glenn Bech kunne føle sig fri, men jeg er spændt på, om han har brugt hele hovedstolen, eller om der er mere? Selvom jeg ikke er fan af bogen, er jeg dog sikker på, at den på en eller anden måde bliver ved med at sidde i mig i et godt stykke tid endnu.

Glenn Bech, Farskibet, Anmeldereksemplar fra Gyldendal, 2021, 551 sider.

Der er lukket for kommentarer.