En af de bedste ikke-politikere-selvbiografier jeg nogensinde har læst. Så enkelt kan det siges om den mangeårige landsholdsmålmand og Manchester United-legende Peter Schmeichels nye selvbiografi.

Schmeichel blev kåret til Premier Leagues bedste målmand gennem historien, og han er stadig et kæmpe navn i England. Bogen er derfor oprindeligt skrevet på engelsk af den prisvindende engelske sportsjournalist Jonathan Northcroft, der har adskillige andre sportsbøger på samvittigheden.

Man kan virkelig mærke, at der er blevet lagt et grundigt arbejde i bogen. Den er ikke bare skrevet af Schmeichel selv eller af en semigod ghostwriter under corona-nedlukningen. Der er virkelig blevet arbejdet med værket – under coronanedlukningen.

I centrum af historien står selvfølgelig Schmeichels otte år i Manchester United. Det er hans “claim to fame” i England. Men vi kommer også omkring hans polske fars op- og nedture på en grundig ikke-udleverende måde. Ganske stærk læsning, som giver en god forståelse af mennesket Peter Schmeichel og hvor han kommer fra.

Vi kommer med ind i omklædningsrummene i de forskellige klubber, som han nåede at spille i. Og vi får fortalt nogle sandheder om mange af de mennesker, som han mødte på sin vej – ikke mindst Brøndby-legenden Per Bjerregaard. Råt for usødet uden at gå over stregen.

Schmeichel var fast mand på det danske landshold gennem adskillige år og med til at vinde europamesterskabet i 1992. Han tager den daværende landstræner Richard Møller Nielsen i forsvar. Lidt en billig omgang at gøre det i dag knap 30 år senere. Men bedre sent end aldrig.

Vi kommer vidt omkring. Fra Høje Gladsaxe til Lissabon. To ting kommer Schmeichel dog ikke ind på. Medierne og ekskonen Benthe.

Mediepresset var ikke så stort i 1990’erne, som det er i dag. Men det er alligevel mærkeligt, at Schmeichel kun i meget få sætninger berører sit forhold til pressen. Ikke mindst det anstrengte forhold, som landsholdet havde til de danske sportsmedier i flere perioder mens Schmeichel stod mellem stængerne.

Mens et helt kapitel er viet til børnene Cecilie og Kasper, så nævnes deres mor Benthe kun overfladisk. Ingen ting om første møde, bryllupper, dagligdag sammen, støtte eller skilsmisse. Helt fair. Schmeichels valg. Men alligevel underligt i en bog, som går i dybden med alt andet. På en måde, så man nærmest danser gennem de mere end 400 sider. Ikke ofte det er tilfældet med biografier af personer, som kun er kendt for en ting / inden for et felt.

Peter Schmeichel: One – min selvbiografi. Politikens Forlag, 2021. 404 sider.