For det meste læser jeg bøger for at få indsigt i andres menneskers liv og eksistenser. Daniel Dalgaard’s debutroman Sfinx, falder ind under den kategori. Dog er det ikke kun handlingen, men særligt også sproget der gør indtryk. Jeg har under læsningen flere gange måtte læse sætninger højt for min kæreste, fordi de var så fine og maleriske, at jeg følte en trang til at dele dem. Et par eksempler er ’Jeg er en rose af smadret spejl’ og beskrivelsen af en af de personer vores ene hovedperson møder som et ’samtalemæssigt masseødelæggelsesvåben’.

Romanen starter inde i hovedet på Jan Schnecker, der fra sin kørestol i Thailand, tænker tilbage på sin opvækst på Bornholm under 2. verdenskrig. Her er fortællingen så sanselig, at man virkelig kan mærke hans oplevelse gennem ordene. Vi får indsigt i en ensom opvækst, hvor Jan Schnecker på grund af sit tyskklingende navn og særlige udseende bliver holdt ude for samfundet. Jan er på mange måder naiv og umoden og han hører ikke til nogen steder. Erindringerne fra kørestolen i Thailand bygger bro mellem fortiden og nutiden, og man forstår hvorfor der eksisterer så velformuleret og poetiske fortællinger i første person ental, om en så ung og på mange måder umoden dreng.

Senere skifter synsvinklen, og vi følger nu Thea, der er på backpackertur alene rundt i Sydøstasien på sit sabbatår. Her møder hun andre unge rejsende og bruger meget af tiden på at optage lyde og samtaler, som skal blive til et dokumentarisk kunstværk, når hun kommer hjem til Danmark igen. Man kan undre sig over, hvad forbindelsen mellem de to meget forskellige mennesker er, men side efter side, får man stille og roligt indsigt i, at det er mere end indlogeringen på Hotellet Paradise Beach, de har til fælles.

Sfinx er en roman, der handler om både stort og småt og dele af bogen føles næsten som at læse et andet menneskes dagbog, der berør emner som familie, romantik, handicap, turisme og krig. Gennem forskellige synsvinkler bliver vi gennem hele romanen konfronteret med de store spørgsmål: Hvad er et værdigt liv og hvorfor ender vi som vi gør? På mange måder indkapsles livet i denne roman og Dalgaard skildrer, hvordan vores liv er formet af det samfund og miljø vi vokser op i, den genetik og personlighed vi er født med og hvordan det i sidste ende er tilfældigheder, der afgør pågældende udfald, hvad nogle måske vil kalde vores skæbne.

Da jeg var færdig med bogen, længtes jeg efter at snakke om den med andre, der havde læst den. Den er fuld af så mange små og subtile nuancer, som er forskellige og alligevel omkranser det samme emne, og som læser bliver man nysgerrig på sammenhængene mellem dem. Sfinx er en bog, der skal deles og læses med opmærksomhed. Den gemmer på små og store historier og bemærkninger til vores måder at leve på, skrevet med en nidkær sproglig bevågenhed.

Daniel Dalgaard, Sfinx, Anmeldereksemplar fra forlaget Gutkind, 2021, 408 sider.