‘Utrolig god. Burde blive en kæmpesucces, måske endda en klassiker’. Sådan skriver Lee Child, forfatter til en række amerikanske spændingsbøger, på bagsiden af Clare Mackintoshs ’Gidsel’. Man må håbe, at han har taget sig godt betalt for at lægge navn til disse flotte ord. For det fortjener romanen ganske enkelt ikke. Den er fuld af klicheer, firkantede persontegninger og et håbløst plot.

Hvordan er forfatteren mon gået til denne roman? Er det ren spekulation, eller er hun drevet af noget større, et behov for at sige noget om klimaet og de menneskabte temperaturstigninger? Svært at sige, men afsættet synes at være en skabelon, som giver succes. Der skal være noget med et barn, for det er altid synd for børn, og det er forældrenes værste mareridt, at der kan ske noget forfærdeligt med de små poder. Og så er der noget med flyvemaskiner – inderst inde er vi nok mange, som er lidt nervøse, når vi stiger ombord. For hvad nu hvis? Så tilsætter vi lidt klimaangst, der jo er oppe i tiden, og så burde den være hjemme.

De første cirka 120-150 sider sker der ikke ret meget. Adam og Minna lever sammen med deres adoptivbarn Sophia. Adam er politimand og ludoman, viser det sig. Minna er frustreret stewardesse, og Sophia er et barn, som godt kan lide at gemme sig. Og ohh, så har vi frygten, når hun pludselig er forsvundet – er hun mon blevet bortført?

Derefter tager handlingen mere fart. Minna skal med på den første direkte flyvning mellem London og Sydney, og den flyvning har stygge klimafanatikere lagt skumle planer for. Lad os bortføre stewardessens barn, så kan vi nok tvinge hende til at hjælpe os ind i cockpittet. Vi overtager ganske enkelt flyvningen, og så kan vi tvinge regeringer til at give flyselskaber bøder, hvis de ikke vil tage mere hensyn til klimaet. Hvis regeringen ikke vil det, så smadrer vi da bare flyet ind i operahuset i Sidney. Så kan de lære det! Heldigvis er Minna en rigtig helt, som får afværget terroristernes plot, og det hele kan afsluttes i vammelsød sentimentalisme.

Som om dette ikke er nok, så føler forfatteren i et efterord trang til at retfærdiggøre sine egne rejser, og den CO2-udledning, som hun indirekte påfører kloden. Ufrivillig komisk bliver det, når Mackintosh forsøger at understøtte sit plot i samme efterord. Der har rent faktisk været aktivister, som kaster sig over luftfarten, fortæller hun. Et fly er blevet forhindret i at lette fra Dublin af en aktivist, som oven i købet holdt et langt foredrag for kabinepersonalet om klimaforandringer. Han blev godt nok smidt ud af flyet derefter, men der behøver jo ikke være langt til en egentlig kapring. Så handlingen og plottet er måske slet ikke er så langt fra virkeligheden, som man måske kunne få en fornemmelse af.

Skulle man efter læsningen af ’Gidsel’ være blevet bekymret for at sætte sig til rette i flysædet og spænde sikkerhedsselen, så er Mackintosh klar til at trøste: ’Til sidst vil jeg komme med nogle beroligende ord til den nervøse læser, som måske ikke tør sætte sig sig i et fly efter at have læst denne bog. Det er ren fantasi. Der er ti gange større sandsynlighed for, at du bliver ramt af lynet, end af dit fly bliver kapret’. Tak for det. Sandsynligheden for, at jeg kommer til at læse flere bøger af Mackintosh er nok endnu mindre end at blive ramt af lynet.

Clare Mackintosh: Gidsel. Aronsen, 399 sider. Oktober 2021. Oversat af Brian Christensen.