Helle Thorning-Schmidt: Blondinens betragtninger
Jeg gik direkte i fælden.
Jeg har glædet mig til at læse denne her bog. Jeg synes, emnet er interessant. Jeg synes, forfatteren er vidende og relevant.
Men jeg var lidt “hmm” overfor både bogens titel og udseende. Hvorfor alt det pink? Og den blonde fletning på forsiden? Hvorfor den der blondine reference igen? Det er… var det useriøst, jeg tænkte? Lidt søgt, måske? Uanset, var jeg forudindtaget på den “kønnede” måde.
Og dermed røg jeg lige i fælden. Jeg er en kvindelig mandschauvinist underlagt de patriarkalske strukturer, jeg er vokset op under.
Avs. Tak for den påmindelse.
For som forfatteren så rigtigt skriver: LYT. Lyt til hinanden, prøv at forstå, vær nysgerrig og ikke fordomsfuld eller forudindtaget.
Med det refererer hun blandt andet til (nogle) mænds (og nogle kvinders) manglende anerkendelse af, at kvinder oplever negativ forskelsbehandling og at der ikke er ligestilling i Danmark.
Til vores, måske ubevidste, kønnede opdragelse af vores børn.
Til den høje grad af ‘whataboutism’, der hersker, fordi alle altid kan komme med værre eksempler end det, du byder ind med.
Til det faktum, at majoritetskulturen altid har definitionsretten i forhold til for eksempel, hvordan man bør gå klædt.
Og meget andet.
Bogen er velskrevet, aktuel og letlæst og jeg hører tydeligt Helle Thornings stemme, når jeg læser. Og det mener jeg på en absolut positiv måde.
Hun har intet behov for at fremhæve sig selv, det er ikke en omgang akademiseren med det formål at sætte sig selv i godt lys. Hun berører også ting, hun selv fortryder og undskyldninger hun har givet.
Det fremstår som et ærligt og dedikeret indspark i den aktuelle debat om ligestilling, køn og metoo. Det er hverken karikeret eller provokerende. Det er lærerigt, nuanceret og begavet og jeg synes, der er mange gode pointer i bogen.
Om mænds magtposition i samfundet og erhvervslivet overfor kvindernes i hjemmet.
Om kvinders behov for at tage ansvar for den gode stemning ved at sy og stoppe små bløde puder, som mænd kan lande på, når det føles for uretfærdigt for dem.
Om vigtigheden af, at mænd generelt stopper med at føle sig angrebet, når de ved, at de er ordentlige, og i stedet indtager rollen som allieret i kampen for bedre livsvilkår for deres søstre, koner og døtre.
Om at alle undersøgelser viser, at diversitet på ledelsesgangene skaber større omsætning og overskud.
Og ikke mindst om vigtigheden af at sige undskyld og tilgive. Man bør ikke være ude for evigt, fordi man har dummet sig.
Indersiden af bogens omslag sætter to fede streger under hendes pointer. Der står nemlig nogle af de udtalelser, hun har skulle lægge øre til i løbet af årene, som alene handler om hendes køn – og det er godt nok ikke småting.
Bogen er hurtigt læst og er relevant for alle, der interesserer sig for aktualitet og samfund. Også dig, der ikke nødvendigvis er med på team-Helle. Måske især dig i virkeligheden.
Helle Thorning-Schmidt, Blondinens betragtninger, forlaget 28b, oktober 2021, 176 sider.