// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jonathan Franzen: Korsveje
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jonathan Franzen: Korsveje

Skrevet af den 8. februar 2022 – 06:11Ingen kommentarer

Jonathan Franzen tager med ’Korsveje’ hul på en stort anlagt Amerika-trilogi. I første bind lander vi i midtvesten hos en familie, hvor de gamle normer står for fald. Den seksuelle frigørelse og oprøret mellem generationerne slår ud i lys lue. Vi er i 1971 hos familien Hildebrandt, der bor i New Prospect i Illinois.

Russ og Marion har fire børn, men alt er gået i stå i deres liv. Der er ikke meget glæde at hente. Russ er en dybt frustreret præst, og Marion en noget kompliceret, men højt begavet kvinde. Hun håber at kunne finde forløsning hos en feministisk terapeut, som hun opsøger i hemmelighed, men det fungerer ikke rigtig. Marion vil ikke se sig selv som undertrykt, selv om det er den prisme, som terapeuten ser alle hendes problemer igennem. For Marion handler det snarere om seksuel hunger, og hun drømmer om sin gamle flamme Bradley, som kunne tænde nogle ting i hende, som den nuværende ægtemand ikke er i nærheden af. Russ er ikke mindre seksuelt frustreret end Marion, men han retter sin energi den unge enke Frances, som han møder i kirken.

Det ikke kun familiens voksne, der har noget at kæmpe med. Judson er ni år og noget forvirret over, hvad der foregår i den mærkelige dysfunktionelle familie. Perry på 14 er ekstremt begavet som sin mor, men også meget glad for at ryge pot. Den uvane finansieres ved salg af pot. Storesøster Becky kan ikke fordrage kirken, hun er antiautoritær og ser ned på sin fars præstegerning. Og så er der Clem, som i et opgør med sin fars pacifisme og pseudoliv melder sig som soldat i Vietnamkrigen.

Ud over romanens seksuelle tema fylder racisme også godt. Det ses blandt andet i forholdet til Navajoindianerne, som Russ og hans unge menighed forsøge at hjælpe. Og så ses det i Russ lidt patetiske forsøg på at demonstrere samhørighed med farvede og forståelse for deres liv i datidens USA.

Familiemedlemmerne står ved hver sin korsveje, akkurat som USA gjorde i starten af halvfjerdserne, hvor ungdomsoprøret rasede og blev bekæmpet af moralens og ’det sande USA’s’ vogtere. Man ser tydeligt de sprækker, som varsler den gigantiske splittelse, som USA står i i dag.

Bogen er lang, men er fortalt med et fantastisk flow, hvor skiftende synsvinkler giver en stærk dynamik. Og så er Franzen en menneskekender uden lige. Han skildrer sine karakterer detaljeret og dyb psykologisk indsigt.

Jonathan Franzen, Korsveje. Gyldendal, 597 sider. Oversat af Mich Vraa. Oktober 2021.

Der er lukket for kommentarer.