Michael Katz Krefeld: Imperiet
Jeg er kommet noget sent med på Ravn-vognen, men hvor er jeg glad for, at jeg nu er hoppet på. Imperiet er 7. bind i krimiserien om Thomas “Ravn” Ravnsholdt; privatopdageren, der bor på en husbåd i Christianshavn sammen med hunden Møffe.
Ravn er begyndt at arbejde som bartender på stamværtshuset Havodderen for at hjælpe vennen Johnson, hvilket han er godt tilfreds med – han savner ikke livet som privatopdager. Men en dag opsøges han af advokaten Miriam, der beder ham om hjælp i en speget sag, der har potentiale til at udvikle sig til en medieskandale. Rigmandsdatteren Christiane Saxenholm er tilsyneladende blevet kidnappet, og familien vil have Ravn til at overdrage løsesummen på tre millioner, uden at offentligheden får kendskab til sagen.
Overdragelsen går imidlertid ikke helt som planlagt, og det går op for Ravn, at han og Miriam er endt i en voldsom magtkamp om kontrollen over familievirksomheden – et finansimperium, der er 3,5 mia. kr. værd. Alle familiens medlemmer har deres egen agenda, men fælles for dem er, at de er villige til at gå meget langt for at beskytte Saxenholm-imperiet fra at styrte i grus, og det går for sent op for Ravn, at han og Miriam er brikker i et spil, der meget vel kan ende med døden for dem begge.
Samtidig har Ravn problemer derhjemme, for Møffe er blevet alvorligt syg, og det sætter Ravn i et frygteligt dilemma, hvor han er nødt til at træffe et svært valg.
En af de første ting jeg lagde mærke til ved bogen, var alle de skønne bipersoner. De har hver deres herlige personlighed, og jeg er nødt til at få læst de første bøger i serien, så jeg kan lære dem alle bedre at kende. De er en familie i ordets mest moderne betydning, og det er dem, der holder Ravn oppe, når tingene er svære. Jeg fik virkelig lyst til at være en del af deres gruppe, for hvem vil ikke gerne have venner, der altid har ens ryg?
Krefeld forstår virkelig at skabe et skarpt plot, som drager dig ind i historien og fastholder dig der, indtil sidste side er vendt. Jeg nød desuden, hvordan han havde sat Ravn, der er vant til at begå sig blandt jævne folk, ind i et jetsetmiljø, hvor han var som en hund i et spil kegler. Ravn forstår helt klart ikke at begå sig i samfundets top med sin ligefremme attitude, men det gjorde det blot så meget mere underholdende at læse om hans sammenstød med familien Saxenholm. Det her er dansk krimi fra øverste hylde.
Michael Katz Krefeld, Imperiet, Lindhardt og Ringhof, 309 sider, udkom 9. oktober 2021