“Store dele af livet har jeg stresset for at opnå noget, løbet omkring, løbet og løbet, hele tiden med en slags idé om at det, jeg var i gang med, var enormt vigtigt, og så viser det sig, at jeg er udskiftelig.” Gulp – den erkendelse!

Birgitte Solheim er en ældre dame, hvis dage snart er talte. Hun er norsk, men bor i Paris i en lejlighed. Hun er hverken blevet gift eller har fået børn, hun har helliget sig til den krævende karriere som hjertekirurg og af og til haft kærester. Og nu ser hun tilbage på det liv, der snart er gået. Til trods for sin livsvisdom og sine erfaringer, har hun dog ikke helt mistet interessen for kærlighed og i starten af romanen skriver hun sammen med en mand og gør sig romantiske forestillinger.

Romanen er kort og det samme er de mange afsnit på halve til få sider. Det giver læseren en masse erindringsglimt fra hendes liv samt et indblik i, hvor hun er i sit liv nu og hvad hun tænker om verden og mennesker konkret og generelt.

Vi hører om dengang hendes mor klippede sin brudekjole i stykker, så Birgitte kunne bruge den som Luciabrud – uden at Birgitte ønskede at være Lucia! Og vi hører om dengang, hun som 15 årig fandt sin far død, kold, i lænestolen og beskriver den oplevelse som både “foruroligende og fredfyldt på én gang” (uden at jeg som læser kan mærke, hvad Birgitte følte).

Man forstår hun har et lettere kompliceret forhold til sin søster. Når de taler sammen i telefon med skærm er de oftest efter hinanden og det er ikke på den kærlige drillende måde. Allerede som børn konkurrerede de om deres mors anerkendelse, en mor der ikke tolererede følelser. Måske er det barndommen der gør, at Birgitte Solheim har begravet sig i arbejde og ikke har stiftet familie? “Min dysfunktionelle familie gav mig egenskaberne, jeg havde brug for til at vinde en plads i operationsstuen.”

Stærkest er afsnittet om savn, der bestemt ikke får mig til at længes efter at blive gammel! Birgitte savner at have appetit, at mænd kigger på hende, havearbejde, hænder der ikke ryster, “at le så spontant og højt, at alle tænderne vises, uden at jeg skammer mig.”

Birgitte er gudskelov ikke uden humor, selvom hun ser pænt skrap ud på forsiden af bogen. “Narkose er en velsignelse. Det er nemmere at forholde sig til mennesker, når de sover.” Og romanen er derfor momentvis humoristisk.

Mens vi hører om Birgittes liv, falder flere og flere af venner og bekendte fra. Det er prisen for at nå en meget høj alder, men hun ved modsat børn, at tiden ikke varer evigt.

De sidste kærtegn er fin roman, der af og til også er sød og lidt romantisk, men for denne læser nok snart er glemt igen.

Kjersti Anfinnsen (f. 1975) bor i Oslo. Hun arbejder som tandlæge og romanen er hendes første på dansk. Hun har vundet flere priser for sine bøger.

Kjersti Anfinnsen, De sidste kærtegn, Anmeldereksemplar fra Vild maskine, November 2021, På dansk ved Arko Højholt, 152 sider.