Matt Haig: Midnatsbiblioteket
Kender du den følelse, du kan få af at læse en bog, hvor der sker noget helt særligt, du ikke kan undgå at bide mærke i? En lykkelig tanke og en følelse af taknemmelighed for det, du har, og de mennesker, du omgiver dig med. Det er det, du får af at læse Midnatsbiblioteket, og mangler du en ekstra gave under juletræet, er den et oplagt valg.
Nora Seed har truffet en beslutning om at gøre en ende på sit liv. Alle de valg, hun gennem årene har truffet, føles forkerte, og som tiden er gået, har hun skubbet alle dem, hun elsker, fra sig. Alt det, hun kunne have opnået, hvis hun ikke havde været sådan en kujon. Svømmer, musiker, filosof, hustru – for ikke at nævne elsket og lykkelig. Nora er helt sikker. Hun er simpelthen ikke skabt til dette liv, og derfor er det den mest rigtige beslutning, hun kan træffe; at ende det.
Men så nemt er det heller ikke for Nora at ende sit liv, for universet vil, at hun får en chance til. Nora vågner op i Midnatsbiblioteket i selskab med den eneste person, hun altid har vidst ville hende det godt. Bibliotekaren fru Elm, som pudsigt nok ikke er ældet en dag, siden Nora så hende nitten år tidligere. Fru Elm skal hjælpe hende med at vælge en bog fra Midnatsbiblioteket, som er fyldt med bøger, der hver især indeholder et liv, Nora kunne have levet, hvis hun havde truffet et andet valg eller valgt en anden vej.
Men hvad er egentlig den bedste måde at leve på, når mulighederne er så mange?
Denne her bog er så fin og smuk, at den blev i min bevidsthed, flere dage efter den var læst. Noras udvikling, efterhånden som hun får mulighed for at prøve flere versioner af sit liv, rørte mig mere, end jeg havde forventet. Trænger du til at læse en feel-good roman, der bestemt ikke er som de sædvanlige bøger i genren, kan jeg ikke anbefale dig Midnatsbiblioteket nok.
Matt Haig: Midnatsbiblioteket, Svane & Bilgrav, oversat af Anders Juel Michelsen, 288 sider, november 2021