Hvem skal man spejle sig i, når dem omkring en har valgt den gængse vej med mand og børn? Mia Kankimäki tyr til litteraturens opdagelsesrejsende kvinder og hendes roman er en sammensmeltning af kvindehistorie, rejselitteratur og selvrealisering.

I bogen portrætteres fortidens ukonventionelle kvinder, som kæmper for deres plads i verden. En kvinde ad gangen, skildres de gennem Kankimäki’s berettelser og udpluk fra andre bøger, men hun rejser også i deres fodspor og særligt i bogens første del, der kunne have været en roman i sig selv, springer hun mellem skildring af Karen Blixens liv og sit eget. Her bliver hun også opmærksom på deres fejl såvel som egne – at de heller ikke er perfekte som hun gør dem.

Jeg håbede, at Kankimäki kunne tage mig på en rejse ud i verden i en tid der var præget af corona-restriktioner. Desværre føltes det lidt som at være ude og rejse med en ven eller veninde, hvor man på vejen finder ud af, at man har to hvidt forskellige måder at rejse på, som bare ikke kan forenes. Jeg synes hendes refleksioner forbliver overfladiske og banale.

Hendes egen usikkerhed omkring tilblivelsen af bogen, bidrager negativt til læseoplevelsen. Kankimäki skriver på et tidspunkt: ”Hvad skal jeg gøre med denne lavine af natkvinder”. Fortvivlelsen gør det ikke nemmere at forstå sammenhængen og på mange måder er intentionen om en sammensmeltning af biografiske skildringer og hendes egen rejse i deres fodspor en virkelig god idé, som jeg havde set meget frem til at læse, men som endte med at skuffe.

De ellers spændende fortællinger drukner i det store materiale og alligevel mangler jeg perspektivering til Kankimäkis eget liv. Hvad kan vi lære af disse kvinder og hvad kan hun lære? Hvad får hun ud af at læse om deres liv i forhold til sit eget? I stedet sad jeg med følelsen af, at hun var betaget af disse kvinders liv på en tangerende usund måde, der fik mig til at tænke på forbilleders rolle i samfundet, Instagram, parasociale forhold, glorificering og trangen til at have helte på godt og ondt.

Det tog mig lang tid at læse bogen, fordi den er teksttung med mange informationer, så jeg vil anbefale at indstille sig på at læse den over lang tid. Er man generelt til rejselitteratur og historie, kunne jeg sagtens forestille mig, at man ville kunne få en masse ud af den. Jeg er blevet beriget med fortællinger om nogle spændende kvinders liv, men druknede undervejs i informationer og irrelevante input fra Kankimäki. Enten skulle den forblive biografisk og være en samling af portrætter af kvindelige rejsende eller så kræver den mere perspektivering og refleksion til at forstå, hvad man som single kvinde i 40’erne uden børn, kan få ud af at læse om andre kvinder fra en anden tids liv. På den måde falder den mellem to stole, i stedet for at være en genial sammensmeltning.

Mia Kankimäki, Kvinderne jeg tænker på om natten, 424 sider, Juni 2021, Svane og Bilgrav.