Anna Hope: Forventning
Jeg elsker den her type bøger, der lader dig dykke ned i venskaber på godt og ondt og dvæle lidt ved tanken om, hvor meget der kan ske på ti år, og hvordan forventningerne til livet og dig selv forandres, som årene går.
I Forventning får vi historien om veninderne Hannah, Cate og Lissa, der som unge var ubekymrede bedste veninder med håb, drømme, kunst, fest og farver. Ti år senere midt i travle karrierer er de ikke just der, hvor de havde drømt om at være.
Hannah er blevet en succesfuld karrierekvinde, men det blegner i forhold til hendes brændende ønske om at få et barn med sin mand, Nathan. Efter det ene mislykkede fertilitetsforsøg efter det andet er hun villig til at ofre endnu mere for at få sit ønske opfyldt, men tabene tærer ikke kun på hende – Nathan kan snart ikke mere. Men hvem skal Hannah dele alt dette med? Cate, der selv er blevet velsignet med et barn, eller Lissa, der slet ikke vil have børn?
Cate er netop blevet mor til Tom og får ikke lukket et øje om natten. Hun føler sig træt og udbrændt hele tiden. Så udbrændt at hun nogle gange tvivler på, hvorfor de valgte af få et barn, og om hun egner sig til at være mor. Det hjælper heller ikke, at hendes mand, Sam, slet ikke deler seng med hende længere. Hun kan ikke kende sig selv længere, og hun kan ikke dele den følelse af ikke at kunne tage vare på sit barn med hverken Hannah eller Lissa.
Lissa er stadig single og prøver stadig at få gang i sin skuespillerkarriere, men kan nu erfare, at hun er ved at blive for gammel til at blive valgt til de roller, hun er mest interesseret i. Ingen af hendes bedste veninder er der i livet, hvor hun er. Det er, som om ingen af dem ser, hvor svært det er for hende at have kæmpet så hårdt for noget, uden at det er lykkedes. Den eneste person, der virker, som om han ser Lissa for, hvem hun er, er Nathan.
Forventning er en fin, rørende og ærlig historie om venskaber, drømme, begær (og bedrag), og om hvordan vi forandrer os gennem årene. Alle de håb og drømme, man havde som ung, er bestemt ikke altid de samme ti år senere. Anna Hope skriver indlevende og ægte og med lige den rette mængde intriger og drama, der gjorde, at historien aldrig blev kedelig.
Anna Hope: Forventning, Klim, oversat af Charlotte Kornerup, 284 sider, september 2021