Vandet klukker stille mod kajen i Londons Regent’s Canal, og flere husbåde vipper i takt med bølgerne. Men under dæk er en af dem oversprøjtet med en ung mands blod. Daniel Sutherland ligger livløs efter voldsomme knivstik i halsen og på kroppen. Miriam, som altid holder godt øje med, hvad der foregår i kvarteret, og som selv bor på husbåd, har set noget. Hun tilkalder politiet, og så er historien i gang.

Paula Hawkins fik en monsterstor succes med sin første roman, ’Kvinden i toget’. Den svære nummer to, ’Det dybe vand’, indfriede ikke helt læsernes og anmeldernes håb efter den stærke debut. Og nu har vi hendes tredje roman, og som i de andre er der en række personer i fortællingen, der kan have noget med mordet at gøre.

Miriam siger kryptisk, at mordet har givet hende “en mulighed for at hævne det forkerte, der var gjort mod hende.” Carla, Daniels tante, sørger stadig over sin søster, Angela, der døde i en formodet ulykke otte uger tidligere. Hendes forhold til Daniel virker foruroligende – der er lig i lasten, om man så må sige. Og så er der den unge, lettere sindsforvirrede Laura, som har datet Daniel og haft et ophedet skænderi med ham lige før mordet. I hendes hjem finder politiet en blodplettet t-shirt, så flere pile peger mod hende. Men der er også Carlas eksmand og en veninde i persongalleriet, som begge kan have motiver.

Alle de implicerede har mørke hemmeligheder og voldsomme ting i bagagen, men det er svært at gennemskue, hvem af dem, der har styrke og galskab til at gennemføre et mord. Det er disse uforudsigelige karakterer og deres baggrundshistorier, der bærer historien og får mig til at hænge på. Men intenst spændende som ’Kvinden i toget’ bliver ’Som en langsom ild’ desværre ikke.

Paula Hawkins: ’Som en langsom ild’. Gyldendal, 360 sider. Oversat af Signe Lyng. August 2021