Det er altid prisværdigt, når forfattere tager os med til miljøer, som vi ikke kender. Og en lille by i Nordvestgrønland er ikke et sted jeg kommer ofte. Men det gør jeg i “Andre hunde”, hvor debutforfatteren Rasmus Theisen tager os med til den fiktive by Etah i det, som på bagsiden kaldes en “arktisk arbejderroman”.

Det er desuden prisværdigt, at bogen bruger Grønland som afsæt og ikke bare er endnu en “Nuuk Noir”-krimi.

Theisen har selv rejst, boet og arbejdet i Grønland, så romanen bygger sandsynligvis delvist på hans egne erfaringer og oplevelser. Hovedpersonen er en ung dansker, der flytter til Etah uden at kende de sociale koder og uden at kunne tale grønlandsk.

Bogen tager problematikken omkring koloniherrementalitet og omvendt racisme op på en ganske troværdig måde. Og blander det med “suspens” i form af slædehunde, der går amok og dræber hinanden uden at årsagen kommer for dagen.

Når alle de gode ting er sagt om “Andre hunde”, så er det også på sin plads med de mindre gode ting. For der er simpelthen for meget, der ikke bliver fortalt, og vi får aldrig løst mysteriet omkring hundene og generelt “bundet en knude” på fortællingen. Og det er ikke fordi en afklaring får lov til at hænge i luften og vi måske bliver klogere i næste bog om livet i Etah.

Nej, bogen slutter bare på en løjerlig måde.

Det er på sin vis befriende at læse en bog, som ikke er skrevet traditionelt lige ud af landevejen med et par mord og en opklaring til sidst. Man kan godt fornemme at Theisen er uddannet på Forfatterskolen og griber tingene anderledes an. Men det bliver simpelthen for anderledes, og man sidder tilbage med en uforløst stemning.

Man kan selvfølgelig ikke altid forvente at få facit serveret på et sølvfad til sidst. Men det vil jeg nu gerne. Har man det anderledes, så er “Andre hunde” et godt sted at få sin lyst styret.

Rasmus Theisen: Andre hunde. Gyldendal, 2021. 279 sider.

PS: Dette er min anmeldelse nummer 400 på bogblogger.dk.