Paul Cleave: Stol ikke på nogen
Så er vi tilbage i Christchurch, og Stol ikke på nogen er seriøst, når Paul Cleave er bedst! Hvad nu hvis en forfatter, der er blevet berømt for at skrive om de mest grufulde ting, faktisk selv tror, han har udført dem?
Den kendte krimiforfatter Jerry Grey, som skriver under pseudonymet Henry Cutter, har fået diagnosticeret begyndende Alzheimers i en alder af kun 49. Han vil ikke acceptere ’dommen’ og holder stædigt fast i, at det ikke står så slemt til. Efter at have skrevet tolv bestsellerbøger om de mest bestialske mord regner han bestemt med, at Henry Cutter stadig kan levere historier. Sagen er bare den, at efterhånden som Jerrys hjerne bliver ædt op af ”Kaptajn A”, bliver han mere og mere overbevist om, at de historier, han har skrevet om i sine bøger, er sande. Han kan huske hver en detalje, som havde han selv stået med kniven i hånden.
Jerrys familie og sygeplejerskerne på det plejehjem, han bor på, prøver at overbevise ham om, at det er ren fantasi, og at sygdommen manipulerer med hans hukommelse. Jerry ved bare, at der er mere på spil. Hvis bare han kunne huske, hvor han havde lagt den journal, han på begyndte at skrive i inden ”Kaptajn A” overtog hans hjerne. Journalen han navngav VanvidsJournalen og skrev til Fremtidsjerry. Da der pludselig bliver fundet en myrdet kvinde i byen, ved Jerry, at det er ham, der har dræbt hende. Han kan bare ikke huske hvordan og hvorfor. Heldigvis vil Jerrys bedste ven Hans prøve at hjælpe ham. De skal finde journalen, for Jerry MÅ have skrevet noget om alle mordene i den. Men hvem kan Jerry stole på? Og er han i virkeligheden Henry Cutter?
Det her en af de spændingsromaner, der efterlader dig yderst på stolen. Der er så mange uvisheder og plottvist i historien, at jeg stadig føler mig lettere forvirret efter at have læst den. Jerry skifter mellem at være sig selv og Henry Cutter og har dialoger mellem de to. Det er så fedt at læse så gennemført en historie – også selv om den tager udgangspunkt i nok en af de mest grusomme sygdomme, jeg kan forestille mig. Jeg glæder mig til at se, hvad Paul Cleave finder på næste gang.
Paul Cleave: Stol ikke på nogen, Forlaget Jentas, oversat af Peter Carstens, 384 sider, udkom 10. september 2021