// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Robert Bryndza: Det niende offer
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Robert Bryndza: Det niende offer

Skrevet af den 21. august 2021 – 06:08Ingen kommentarer

Så kan alle krimielskere godt begynde at glæde sig, for Forlaget Jentas har nu udgivet første bind i Robert Bryndzas serie om Kate Marshall, og den lægger virkelig stærkt ud. Tempoet er højt, og det er umuligt at regne plottet ud før til allersidst – ligesom det skal være, når man læser krimi.

Kriminalassistent Kate Marshall efterforsker en række mord, og det lykkes hende at fange seriemorderen fra Nine Elms. Det, der burde have været en stor sejr, som skulle medføre hæder og forfremmelse, bliver i stedet et mareridt for Kate, og hun ender med at forlade politiet.

Femten år senere arbejder hun som underviser på et universitet, mens hun stadig hjemsøges af fortidens spøgelser, og det bliver bestemt ikke bedre, da en copycat tilsyneladende har besluttet sig for at tage fat, hvor Nine Elms-seriemorderen sluttede. Kate vikles lidt ved et tilfælde ind i sagen, og det er hende, der opdager forbindelsen mellem de første drab og Nine Elms-drabene. Sammen med sin unge assistent, Tristan, kaster hun sig endnu engang ind i kampen for at stoppe en seriemorder, før han slår til igen. Sidste gang kostede det hende næsten livet – vil hun slippe levende fra jagten denne gang?

Det niende offer er fængslende fra første side. Bryndza giver ikke læseren et øjebliks ro til at komme sig mellem de grufulde begivenheder, man bliver blot hvirvlet med videre på den hårrejsende jagt efter copycat’en. Kate Marshall og Tristan er spændende karakterer med masser af dybde og et skønt samspil, som jeg glæder mig til at følge i de kommende bøger i serien. Nu håber jeg bare, at vi ikke skal vente for længe på den næste bog.

Robert Bryndza, Det niende offer, Forlaget Jentas, 425 sider, oversat af Inger Kristensen, juni 2021

Der er lukket for kommentarer.