”Maskeskærerens søn” er en af de bøger, der på papiret lyder som en lovende bog. Vi er tilbage i 1890, hvor Yamamoto Kiyoki vokser op som eneste søn af den fabelagtige maskeskærer Ryusei.

Kiyoki vokser op i skyggen af sin mors tragiske død og med en far, der interesserer sig mere for sine masker og de ældgamle traditioner han er rundet af, end for sin søn.

Kiyoki er slet ikke så begejstret for maskeskæring, men drages derimod af billedkunsten og især den europæiske tradition. Han drømmer om at opleve Europa og frigøre sig fra de gamle japanske traditioner og lever mere vestligt. Da han får mulighed for det, flytter han til Paris, opslugt af de franske impressionister. Det knuser bedsteforældrene og farens hjerte og de har ikke meget forståelse for hans drømme.

Og selvom han forfølger sine drømme, så er det ikke nemt at være japansk kunstner i et fremmed land og hans hjemland er heller ikke klar til hans form for kunst, så han er på mange måder fanget imellem de to kulturer.

Alyson Richman har lavet et kæmpe researcharbejde omkring den japanske kultur, og bogen er skrevet med stor indsigt i de stolte traditioner og med de korrekte udtryk. Alligevel synes jeg, at bogen er meget langtrukken og trist, uden en form for forløsning.

Kiyoki kæmper med og mod sin oprindelse i jagten på frihed og egen lykke. Men de japanske traditioner er svære at forholde sig til og for mig kommer bogen aldrig til at fungere optimalt.

Alyson Richman har skrevet mange internationale bestsellere og er udgivet i 30 lande.

Alyson Richman, Maskeskærerens søn, Lindhardt & Ringhof, 2021, 395 sider, på dansk ved Bente Kastberg