Denne bog er lige så smuk, som den er stor, og selvom det har taget mig en rum tid at gribe pennen og skrive om Det ottende liv, må du endelig ikke tro, at jeg ikke elskede hvert et ord. Jeg har bare ikke nok rosende gloser, til at jeg føler, det er fyldestgørende for det mesterværk, som Nino Haratischwili med sin familiesaga om livet på kanten af det russiske og sovjetiske imperium har givet os. Det er nemlig intet mindre end en enestående og medrivende fortælling om seks kærlighedshistorier i århundredets historie.

”Netop som Aman Baron, der mest gik under navnet ”Baronen” eller blot ”Baron”, fortalte, at han elskede mig hjerteskærende dybt og ubærligt let, så voldsomt, at han kunne skrige, og så tyst, at det var uden ord – elskede mig med en illusionsløs og lammende kærlighed, der på én gang var usund og tilstræbt hård – netop da forlod min tolvårige niece Brilka sit hotel i Amsterdam og gik hen på banegården.”

Historien begynder i 2006, længe efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning, men hvor borgerkrigen raser i Georgien og har spredt familien Jasji vidt og bredt, og den unge Nitsa er flygtet til Berlin – ikke fra krigen, men fra sin familie. Her bliver hun en aften ringet op af sin mor, der oprevet fortæller, at Nitsas afdøde søsters tolvårige datter Brilka er stukket af fra sin russiske dansetrup i Amsterdam, og at Nitsa for alt i verden må finde hende.

Det bliver begyndelsen på noget, Nitsa alt for længe har fortiet; at fortælle Brilka sandheden om familiens historie. Det er en historie, som fører os tilbage til Georgien i 1900, hvor Anastasia Jasji bliver født, og hendes far, en chokoladefabriksejer, opfinder en chokoladeopskrift så god og afhængighedsskabende, der udover at gøre ham til en velhavende mand også bringer en forbandelse med sig. Han er desuden en mand, hvis døtre er så smukke, at man, hvis ikke man var forudindtaget, kunne have troet, at denne familie kun havde godt i vente.

Familiens historie folder sig ud i takt med den ene rystende hændelse i verdenshistorien efter den anden. Stalins tyranni, Hitlers invasion og Den kolde krig. Vi får så meget historie foræret i favnen på disse kvinder og deres mænd, at man til tider bliver forpustet af at læse. Vi hører om mænd, der skal i krig, og kvinder, der må gøre, hvad der skal til for at overleve, såsom at hive en gammel hemmelig opskrift på varm chokolade frem og sælge den flydende kortvarige følelse af lykke. Vel at mærke med en viden om at den vil efterlade sig smagen af mere og for en kort stund overskygge den lurende ulykke, der venter i kulissen.

Lad dig ikke skræmme af bogens størrelse. Der var ikke et øjeblik, hvor jeg syntes, der var passager, der var overflødige, for meget eller kedelige. Nino Haratischwili skriver så smukt, at det føles som silke på huden og smager som dyr chokolade – det er næsten ikke til at få nok. Det ottende liv er én lang, tragisk kærlighedshistorie om at elske dybt og miste, for at elske igen … og miste. Vi får et århundrede med krig, frygt, had og kaos, efterhånden som vi hører fortællingen om syv kvinder og én mand. Historien er fuld af dramatiske hændelser, død og overgreb. Men den er også fuld af håb, drømme og dybe følelser. Læs den, og glæd dig over alle disse liv, der er levet, og alle dem, der har elsket – også selvom det kun er for en kort stund.

Nino Haratischwili: Det ottende liv, Gutkind, oversat af Nanna Lund, 1100 sider, juni 2021