C. L. Taylor: Fremmede
Er du fan af psykologiske thrillere, så læs med her. C. L. Taylor er nemlig aktuel med en ny rædselsvækkende historie, hvor uforudsete omstændigheder fører tre fremmede mennesker sammen en enkelt aften, der vil ændre deres liv for altid.
Vi følger de tre personer Ursula, Gareth og Alice op til den skæbnesvangre aften. Hver har de sit at kæmpe med. Ursula er overbevist om, at hun er grunden til hendes kærestes dødsfald, og har udviklet noget af en tvangstanke, som bliver ved med at spænde ben for hende. Gareth lider stadig flere år efter sin fars forsvinden og formodede dødsfald og bor sammen med sin demente mor, som kræver pasning nærmest døgnet rundt. Alice er blevet alene og bevæger sig for første gang ud på datingmarkedet, blot for at få sig en stalker på nakken.
Hver for sig kunne de tre ikke være mere forskellige, og selv om deres veje på den ene eller anden måde krydses, er det de tre separate historier, der holder læserens interesse vakt. Faktisk så meget at jeg indimellem syntes, det var ret frustrerende, når historien skiftede fra den ene karakter til den næste. Historien styrer hen imod det fatale møde, som bogens bagsidetekst lokker med, hvor de tre skal arbejde sammen mod et ukendt onde, og bogen blev da også læst i en ruf.
Desværre fangede denne nye thriller mig ikke i lige så høj grad som C. L. Taylors andre bøger. Karaktererne sad som vanligt lige i skabet med interessante individer, som gav lyst til mere viden og læsning, og min nysgerrighed drev mig da også til at læse videre igen og igen. Dog synes jeg, at sammenhængen mellem de tre hovedpersoner var noget ulogisk, og slutklimakset var en smule forhastet og gjorde, at jeg vil placere Fremmede i bunken med gode spændingsromaner, ikke fremragende.
C. L. Taylor: Fremmede, Forlaget Jentas, oversat af Marielle Nielsen, 300 sider, juni 2021