Johanne Mygind: Kærlighedens år
Vellykket debutroman, jeg vil have mere!
Kærlighedens år er Johanne Myginds debutroman, hvor vi møder tre kvinder (mormor, mor og datter) og deres historie bliver også fortællingen om tre generationers længsel efter friheden og dens pris.
I nutidssporet møder vi Nanna, netop fraskilt, ved at finde sig til rette i ny lejlighed, hvor der ikke er værelser nok til alle delebørn. Nanna er podcaster og ved at lave en programserie om rødstrømpebevægelsen. Nannas mor Elisabeth var en del af bevægelsen og derfor ønsker Nanna at interviewe hende. Elisabeth er dog svær for alvor at få i tale og det er svært for Nanna helt at få greb om sin mors (og dermed sin egen) historie. Og så er der Rigmor, mormor til Nanna. Hun drømte om at blive læge, men livet kom lidt i vejen. Alle tre kvinders historie er interessante og jeg strøg hurtigt gennem romanen, der både bød på danmarkshistorie og overraskelser.
Da vi springer i tid og sted og får tre historier, der langsomt flettes sammen, skulle jeg lige læse mig ind i romanen. Men så var jeg også hooked! Vi møder Nanna, Elisabeth og Rigmor i nutiden, hvor Rigmor er på plejehjem og vi møder dem som unge tilbage i halvtredserne og halvfjerdserne.
Kærlighedens år er en virkelig spændende roman om forventninger til livet, til parforhold, familie og moderskab. Det er en roman om bofællesskaber, kernefamilien og skilsmisse. Jeg blev både underholdt og oplyst af læsningen!
Romanen har gjort mig nysgerrig på rødstrømpebevægelsen og på den danske historie i halvfjerdserne, hvor jeg blev født. Jeg besøger helt sikkert KØN museum (tidligere Kvindemuseet) næste gang jeg kommer til Aarhus.
Og så er romanen en reminder om, at den fri abort ikke kom af sig selv.
Johanne Mygind, Kærligheden år, September 2021, 399 sider, Anmeldereksemplar fra Gads forlag.