// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Henry James og Edith Wharton: En lille tur i Frankrig/Gennem Frankrig i automobil
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Arkitektur, Fortællinger, Kunst, Livsstil, Lyrik, Rejsebog

Henry James og Edith Wharton: En lille tur i Frankrig/Gennem Frankrig i automobil

Skrevet af den 9. oktober 2021 – 05:06Ingen kommentarer

Rejseberetninger er ofte kun interessante, når beretningen er fra et sted, vi enten selv har besøgt eller – oftere – skal besøge. Men engang imellem er der overraskelser. Denne lille bog – og ja, trods sine 448 sider, er dette en meget lille bog – er netop sådan en overraskelse.

Hvis du i forvejen er bekendt med de store forfattere Henry James og Edith Wharton, så vil du nok have en vis forventning, når du samler denne bog op. Men er du ikke, så kan du godt glæde dig. Når to af de største forfattere i historien bliver sluppet løs på en journalistisk opgave, så bliver det sjovt.

Henry James kender du måske fra så store værker som ”The Portrait of a Lady”, ”The Golden Bowl”, ”The Wings of the Dove”, ”The Bostonians” og mangle flere. Edith Whartons mange værker indeholder blandt andre ”The Age of Innocence”, ”The House of Mirth”, “Ethan Frome” og “Summer”. Hvis du synes, du kender disse titler, har du måske enten læst dem eller set filmene. Begge forfattere er ofte filmatiseret.

Denne bog er som sagt noget helt andet. Vi er simpelthen med dem – hvor for sig – på tur gennem Frankrig. Det er ganske faktuelt og i mange tilfælde ikke længere aktuelt, idet Henry James foretog sine rejser i 1882. Men hans beskrivelser, som udgør den første halvdel af bogen, er fantastiske som perspektivering for dine egne oplevelser, netop fordi de er så præcise – både hvad angår kritikken af arkitekturen og kulturen og de mange små idéer, du kan fange til din egen rejse.

Whartons er helt anderledes. For mens den også giver dig tips og idéer, så får du meget, meget mere. Wharton deler nemlig mere af sig selv med læserne. Ikke alene er hendes beskrivelser i flere tilfælde langt mere værdiladede end James’; de er også ofte ret poetiske. Oven i det filosoferer hun i sine beskrivelser, hvilket jeg aldrig før har oplevet, men som jeg er nervøs for, at jeg fremover nu vil savne i rejsebeskrivelser. Det er smukt og meget brugbart, idet det hjælper dig med at sætte ord på nogle af de konklusioner, du måske ellers selv ville have vanskeligt ved at udtrykke.

En rejsebeskrivelse stopper altid med fokus på større seværdigheder. Måske går den så langt som at tilbyde dig små tips og tricks og gode råd. Wharton går et par skridt længere. Hun giver os sine egne perspektiver og hjælper os frem til hurtigere løsninger. De er så – af naturlige årsager – baseret på hendes egne erfaringer og synspunkter, men det er alle beskrivelser vel egentlig.

Og derfor sidder jeg nu tilbage med en rar følelse. Jeg har læst rejsebeskrivelser, der var meget let forståelige, og som i den sidste halvdel af bogen også var sat i relief til andre oplevelser og opfattelser. Og så er sproget flot og lækkert og ikke som vi tit i dag kan opleve det: hurtigt og dovent.

Jeg kan anbefale at læse denne herlige lille bog – også selvom du måske ikke lige har tænkt dig at tage til Frankrig lige nu.

Henry James: ”En lille tur i Frankrig”/Edith Wharton: ”Gennem Frankrig i automobil”, Forlaget Bobo – Den franske bogcafes forlag, 448 sider, udkom april 2021.

Der er lukket for kommentarer.