Carlos Hate: National shelter
Blev Osama Bin Laden myrdet med det samme, da amerikanske specialstyrker fandt ham på 1. sal i en villa i udkanten af en storby i det nordlige Pakistan? Eller blev han i virkeligheden fløjet væk i live? Og befinder han sig i virkeligheden i en hemmelig lejr, hvor han bliver holdt fanget og afhøres?
Det er dette kontrafaktiske handlingsforløb, som den amerikanske forfatter og tidligere soldat Carlos Hate forestiller sig i bogen “National shelter”.
Det er et godt udgangspunkt for en rigtig god fortælling, som er fuld af action og spænding. Især til sidst spidser tingene til.
Der er dog et stort problem med bogen her. Handlingen er simpelthen så forvirrende, og man bliver igen og igen i tvivl om hvem, der er hvem i bogen og hvad deres rolle er.
Men hen mod slutningen zoomer forfatteren ind på to hovedpersoner. Og hvis man holder tungen lige i munden og ignorerer, at der er meget man ikke ved, så får man en ganske fin spændende fortælling på de sidste 100 sider om de to hovedpersoners jagt på sandheden.
Carlos Hate: National shelter. TwoLex, 2021. 361 sider.