”Hvid skrøbelighed – hvorfor er det så svært for hvide at tale om racisme” er en amerikansk bestseller om racespørgsmålet, der nu er oversat til dansk. Den er skrevet af en sociolog og mangfoldighedskonsulent, der uden at blinke vedkender sig at dette handler om identitetspolitik og hvordan sorte bliver undertrykt af systemisk racisme. Det er altså en bog, der rammer lige ned i tidsånden – på godt og ondt.

Det kan også gøre det vanskeligere at anmelde den, for det kommer nemt til at handle om hvordan man som læser ser på identitetspolitik, Black lives matter-bevægelsen og diskussionen om hvidhed, og ikke om bogens egne kvaliteter. Og det er en skam, for man kan godt anerkende at racisme findes (også i Danmark), mene at vi bør gøre mere for at skabe mangfoldighed og at alt for mange benægter racisme bare fordi det passer ind i deres praktiske, kulturelle verdensbillede – og stadig mene, at Hvid skrøbelighed er noget skrammel af en bog.

Men lad os starte med, hvad bogen kan bidrage med: Hvid skrøbelighed behandler det fænomen, at mange hvide (amerikanere) ofte påtager sig offerrollen i debatten om racisme i stedet for at forholde sig til den racisme, der stadig præger samfundet. DiAngelo kommer med eksempler på, hvordan der bliver forskelsbehandlet til skade for sorte, og hvordan racismen gennemstrømmer vores kultur. Sorte nabolag betragtes automatisk som mere utrygge end hvide, vi har vænnet os til, at de hvide dominerer medierne, og generelt betragter vi uden at tænke over det hvidhed som det normale og dermed de øvrige racer som det anderledes. Det er væsentlige pointer, der havde fortjent en bedre bog for at kunne blive udfoldet og diskuteret.

I stedet for en grundig diskussion får vi nemlig en stribe mærkværdige og udokumenterede påstande. Eksempelvis hedder det, at alle hvide er racister og de såkaldt progressive hvide – altså dem, der støtter sortes rettigheder – faktisk er de værste, fordi de ikke selv tror de er det. Det er simpelt hen ikke muligt for en hvid ikke at være racist, fordi de hvide privilegier er så internaliserede i hvide. Og så må den kritiske læser jo spørge sig selv, hvorfor hvide overhovedet skal prøve, når de nu har tabt på forhånd?

I et konkret eksempel fortæller forfatteren om en episode med en sort kvinde, hvor hun havde kritiseret et spørgeskema, som en sort kvinde havde lavet. Spørgeskemaet var ringe, men konklusionen var, at det ikke var i orden for den hvide forfatter at kritisere noget, en sort har lavet, for som kvinden sagde ”… jeg har brugt mit liv på at bevise min intelligens over for hvide mennesker.” Så derfor er det altså problematisk at påpege, at hun har lavet et kedeligt stykke arbejde!

Hvid skrøbelighed er fyldt med den slags eksempler, og præmissen er, at medmindre man som hvid accepterer påstanden om hvid skrøbelighed, ja så er man faktisk et udtryk for hvid skrøbelighed og dermed er kritik af præmissen jo i virkeligheden et eksempel på hvid skrøbelighed. Med den slags cirkelslutninger kan man jo åbenbart komme langt på den amerikanske bestsellerliste. Til gengæld er det svært at se, hvordan racisme bekæmpes ved at folk med én hudfarve pr. definition skal betragtes som racister og derfor er forpligtet til at behandle folk med andre hudfarver som rådne æg, der går i stykker ved den mindste kritik.

Jeg er skuffet over bogen, som jeg havde forventet var et relevant og brugbart indspark i debatten om racisme. Heldigvis er forfatteren hvid, så jeg må gerne skrive det – og nu ved jeg også, at min kritik ifølge forfatteren i virkeligheden beviser, at jeg ikke kan se udover mine hvide privilegier og ikke for alvor er parat til at gøre noget ved dem. Og på den måde nåede vi ikke nogen vegne andet end at grave nogle grøfter lidt dybere og give skyts til dem, der synes diskussionen om racisme og hvad vi kan gøre ved det er latterlig.

Robin DiAngelo: Hvid skrøbelighed. 247 sider, Klim. Oversat af Charlotte Kornerup, udkom 21. maj 2021