Anne Sofie Kragh: Det første år
Denne her bog skulle sandsynligvis først være udkommet om tre år. For oprindeligt var det journalist Anne Sofie Kragh’s plan at udgive én bog om hele Mette Frederiksen-regeringens første valgperiode.
Vi har ikke faste fire år lange valgperioder i Danmark, så det kunne være den var kommer om et eller to år. Men uanset hvad, så skulle den først være kommet når første valgperiode var ovre. Det var planen, da Anne Sofie Kragh gik gang med projektet længe før Mette Frederiksen blev statsminister. Projektet at følge Mette Frederiksen bag kulisserne som fluene på væggen.
Men så kom coronakrisen. Og derfor har hun valgt at dele fortællingen op i to bøger. Det er sandsynligvis både godt og skidt.
Godt fordi vi nu får beskrevet nogle af de mest afgørende og dramatiske begivenheder i nyere Danmarkshistorie mens de stadig er i frisk erindring hos mange af hovedpersonerne.
Skidt fordi coronakrisen så kommer til at fylde så meget. I hvert fald her i bind et. Ja, det har fyldt meget. Og derfor fylder det også meget. Men da det er en bog om hele det første år samt forløbet op til at Mette Frederiksen bliver statsminister i juni 2019, så kunne der godt være lidt mere, der ikke handler om corona, men handler mere om Mette Frederiksen.
Især i starten handler bogen nærmest mere om Statsministeriets departementschef, Sundhedsministeriets departementschef, Sundhedsstyrelsens direktør og direktøren for Statens Serum Institut. Det er bestemt også interessant og dramatisk.
Men det kunne have været rart med mere Mette Frederiksen og mere fra forløbet op til at hun bliver valgt og de hektiske uger og måneder efter at hun er trådt ind i statsministerkontoret.
Anne Sofie Kragh er en blændende forfatter og portrættør. Men hvis man skal komme med en lille anke, så har bogen en tendens til at blive lidt for meget “fluen på væggen”. Man mangler perspektiverne, analyserne og de store linjer, samt andre personers meninger og oplevelser af de samme begivenheder. Det har en tendens til meget at blive departementschefen i Statsministeriets udlægning af verden og begivenhederne i de hektiske nedluknings-uger i foråret 2020.
Desuden er der en tendens til, at det bliver lige lovligt indforstået og venskabeligt i den måde Anne Sofie Kragh skriver om Mette Frederiksens nærmeste medarbejdere.
Når det er sagt, så er det selvfølgelig en fremragende bog, som alle med en minimal interesse for dansk politik bør tage med i sommerhuset, til stranden eller ud i hængekøjen. For den tegner et interessant portræt af vores lands statsminister og den føjer et lag til fortællingen om nogle af de mest dramatiske måneder i nyere danmarkshistorie.
Anne Sofie Kragh: Det første år. Politikens Forlag, 2021. 280 sider.