// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ruben Greis: Udød
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Dansk roman, Fantasy, Gys, Horror, Roman, Science fiction, Ungdomsroman, Young adult

Ruben Greis: Udød

Skrevet af den 30. juni 2021 – 06:26Ingen kommentarer

Hvis ikke man kender til Ruben Greis, så kan man godt forvente at blive underholdt på disse lidt over 350 sider. Udød er skrevet i en frisk og ungdommelig stil med masser af humor og død. Sproget er let og søger hen mod teenagerne med deres lemfældige omgang med sproget, men uden det bliver trættende.

Samtidig er Udød også en hurtigt læst bog. Men man skal ikke tage fejl. Der kommer rigeligt med horrorelementer med splat og gru midt i den humoristiske og naturlige tone, hvormed vi følger Tom og hans rejse fra splejs til en ung mand med mere selvtillid.

Tom er en 16-årig nørd, der lever under sin vulgære og dominerende vens, Jack, beskyttelse i skolen og må derfor finde sig i hans adfærd i fritiden også. Sammen med Singh-Singh lever og ånder de tre venner for horror på film og spil. Tom arbejder som ferieafløser i et rengøringshold på Riverside Institut for Biokemisk Hjerneforskning, hvor han også bliver set ned på. Chefforskeren på stedet, dr. West, slipper en virus løs, og snart kæmper alle på instituttet for overlevelse, mens zombierne bliver flere og flere.

Midt i al kaosset og død øjner Tom dog muligheden for ikke længere at være taberen, og i stedet omsætter han alt, han ved om zombier fra film og spil, til midler for at overleve.

Der er fine underliggende temaer om kønsroller, samfundskritik og dannelsesrejser, som giver romanen lidt mere substans end at være ren actionunderholdning.

Greis tager den velkendte zombiehistorie og kombinerer den med en mere old school haitiansk optik, hvor der er én voodoomester, som kontrollerer zombien. Her blot i en moderne ramme og med medicinsk oprindelse frem for en magisk. Og så bliver vi efterladt med en stor, åben slutning, som ikke kan andet end munde ud i en efterfølger.

Udød henvender sig til både ungdommelige og ældre læsere. Der er blod og splat og enkelte seksuelle hentydninger, men den er velegnet helt ned til de unge teenagere såvel som de mere erfarne læsere. Den er som nævnt fuld af humor og splat, der går sammen i fin harmoni. Den kan varmt anbefales.

Ruben Greis: Udød. Illustreret af Aske Schmidt Rose. Calibat, oktober 2020. 361 sider.

Der er lukket for kommentarer.