Line-Maria Lång lærte forfatteren Jan Sonnergaard at kende under en forelæsning på Borups Højskole kort efter, at Lång havde udgivet sin første roman. Han var hendes store forbillede, og mødet udvikler sig til et stærkt venskab på trods af, at der er tale om to meget forskellige mennesker. Sonnergaard kunne være besk og barsk, mens Lång fremstår som en eksplicit empatisk, fantasifuld og legende kvinde.

Bogen er en hyldest til Sonnergaard, der døde i 2016 under en forfatterturné i Beograd. ’Himmelanker’ er både en roman og en erindring om et virkeligt menneske. Sonnergaard er blevet til Dietmar, så noget må være fiktion og andet virkelige oplevelser. Man ved ikke, hvad der er hvad, men det gør egentlig ikke noget. Dietmar fremstår som et kærligt, underfundigt og humoristisk menneske med et godt blik for de små absurditeter i livet. Akkurat det indtryk, man havde af Sonnergaard.

’Himmelanker’ handler ikke bare om Sonnergaard, men også om tab og sorg. Lång mistede sin far, der hun var kun 12 år, og hans død forvoldte hende voldsom sorg. Det samme gør tabet af Sonnergaard. Man får fortællingen om deres relation, oplevelser og refleksioner over blandt andet litteratur, mad og filosofi i en række erindringsbilleder, og det minder lidt om en dagbog.

Læser man bogen for at blive klogere på Sonnergaard, kan afstikkerne til Långs eget liv virke lidt uvedkommende. Men der er ingen tvivl om, at hun har fyldt meget i hans liv. Bogen bliver et festskrift og er et dejligt blik på Sonnergaard, men det kunne have været spændende, hvis Lång havde foldet forholdet og sine erindringer om forfatterkollegaen og vennen ud i en egentlig biografi.

Line-Maria Lång: Himmelanker. Gyldendal, 251 sider. Juni 2021