// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Simone Ahrnstedt: Med hjertet som indsats
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Simone Ahrnstedt: Med hjertet som indsats

Skrevet af den 13. august 2021 – 06:30Ingen kommentarer

Simona Ahrnstedt er Sveriges førende romanceforfatter, så det er altid med høje forventninger, at jeg sætter mig til rette i sofaen med hendes nyeste bog. Denne gang følger vi livvagten Dessie, der meget mod sin vilje bliver sat til at bevogte Sam, indvandreren som på egen hånd har bygget et hotelimperium op fra bunden. De har nemlig en fælles fortid, der sidder som et dybt ar i dem begge – en fortid de aldrig har gjort op med eller fået afslutning på.

Dessie kommer fra en velstillet familie, der forventer meget af hende, men efter en traumatisk oplevelse i sin ungdom går hun ind i militæret og ender derefter som livvagt. Sam er en fattig indvandrerdreng, hvis mor kæmper for at stille mad på bordet hver dag. Han sværger derfor på, at han vil blive til noget, så folk ikke længere vil se skævt til ham.
Men op til indvielsen af Sams nye hotel begynder han at modtage trusler. Han ved ikke, hvem truslerne er fra, og om de skal tages alvorligt, så han kontakter et sikkerhedsfirma. Her ser han Dessie for første gang siden en voldsom episode i deres ungdom, og han kan ikke modstå fristelsen til at bede om, at hun skal være hans livvagt.

Dessie er bestemt ikke begejstret – hun er stadig vred på Sam efter alle disse år, men samtidig rører de gamle følelser på sig. Tiltrækningen mellem dem er stadig stærk, og det bliver en kamp at holde sig til et professionelt forhold. Men da truslerne eskalerer, må hun træffer nogle valg, for er det muligt at beskytte en person, man har følelser for? Hun bærer samtidig på en dyb hemmelighed om, hvad der skete sommeren forinden – en hemmelighed der truer med at knuse hendes liv, som hun kender det.

Simona Ahrnstedts fortællinger rummer altid masser af passion, kærlighed og humor, samtidig med at de har noget på hjerte. Både Dessie og Sam gemmer på et væld af nuancer og indre kampe, men jeg synes desværre ikke, at det helt bliver forløst i denne bog. Man fornemmer blot dybden i karaktererne, men når ikke helt ind til deres kerne. Samtidig er plottet ikke helt så skarpt som vanligt. Men selvom dette ikke er en af Ahrnstedts bedste bøger, er den stadig værd at kaste sig over, for det er en dejlig kærlighedshistorie.

Simona Ahrnstedt, Med hjertet som indsats, Gutkind, 380 sider, oversat af Signe Lyng, juni 2021

Der er lukket for kommentarer.