Hvor fanden var de voksne? Det er det helt store spørgsmål efter at have læst Vagn Remme Larsens vigtige kortroman Her er jeg. Forfatteren kalder selv romanen for en voldsbiografi og det er ret præcist, hvad Her er jeg er.

Drengen Vagn vokser op i den lille by Hvam Mejeriby udenfor Holstebro. Han er 7 år gammel og de næste alt for mange år udsættes han gang på gang for vold udøvet af den 13 årige Jan fra nabohuset. Jan var som lille udsat for en trafikulykke og kom der til skade med sit ben og sit hoved og man forstår, at han må have en hjerneskade, der forklarer hans adfærd.

Hvad man ikke forstår er, hvor pokker de voksne var? Var der virkelig ingen forældre, lærere, pædagoger, naboer eller andre, der undrede sig over, hvorfor Vagn tit var forslået eller havde rifter? Hvorfor bed ingen mærke ved hans angstanfald? Holdt de andre børn kæft, så længe det ikke var dem, det gik ud over? Romanen fremkalder både sorg og vrede og afmagt i mig!

Her er jeg er en frygtelig grum roman. Den er barsk, voldsom og ubehagelig. Og jeg måtte dele den op i en del bidder, da jeg ikke kunne kapere, at volden blev ved og ved. Prøv så lige at forestille dig, hvordan det var at være barnet Vagn, der var det barn, der konstant oplevede volden!

” … Vagn (kan) på ingen måde kan overskue, at der findes noget, der hedder i morgen, for ham er det hele et langt nu…”

Romanen har i den grad en berettigelse og det er svært ikke at reflektere over voksne man har mødt på sin vej og forestille sig dem som barn. Måske har nogle af de vrede voksne man møder, engang været en lille Vagn?

Når man udsættes for vold, sætter volden sig i kroppen og der er risiko for at man adopterer den destruktive adfærd. Det sker for Vagn, der både piner en hund, udøver vold på sin 2 årige kusine og som far gentagne gange råber alt for voldsomt af sine børn. Volden gives videre. Det kræver et aktivt valg, ikke at lade volden fortsætte.

Det er befriende nok ikke en bog om skyld. Der peges ikke fingre. Det er nærmere en nøgtern skildret erindring om vold og om de konsekvenser, volden har. Ikke kun for barnet, men også for den vokse Vagn, der oplever angstanfald, er bange for ikke at være god nok på en arbejdsplads, oplever den mindste kritik som en afvisning af hele hans person og som må undersøges på et hospital på grund af smerter i maven.

Romanen består af en masse små afsnit/scener, der ofte kun fylder en side og som rummer én lang sætning uden stort begyndelsesbogstav kun delt op af kommaer. Det gør teksten stakåndet/hektisk og det er et ret godt valg af stil til at vise, hvordan Vagn må have oplevet volden – ud i en køre, uden pauser, igen og igen.

Romanen bygger på forfatterens egen opvækst. Jeg ved ikke om det skildrede er 1:1. Forfatteren hedder det samme som bogens hovedperson og kommer fra samme by. Og jeg føler virkelig med både Vagn som barn og som voksen. Men jeg håber godt nok ikke, at han som voksen har kastet sand i hovedet på et barn på sin datters skole. Kan man som voksen ikke styre sig, skal man søge hjælp!

Romanen får mine varmeste anbefalinger! Til dig der gerne læser om vold. For volden findes! Og vi kan gøre den synlig og sammen tage magten over den, når vi taler om den. Det kræver mod at skrive en roman som Her er jeg, der jo ikke kun viser ofret Vagn, men også den udøvende Vagn.

Vagn Remme Larsen, Her er jeg, Juni 2021, Brændpunkt, 124 sider.