// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mandy Robotham: Postkort fra Berlin
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historisk roman, Roman

Mandy Robotham: Postkort fra Berlin

Skrevet af den 14. september 2021 – 06:02Ingen kommentarer

Det fremkalder altid en stærk følelse i mig at læse bøger om tiden før og under Anden Verdenskrig. Vi er så forfærdeligt bevidste om, hvad der skete, og hvor mange der måtte lide under Hitlers regime. Alligevel er det fascinerende at læse om tiden op til, at verden indså, hvad Hitler havde orkestreret, og hvor snu og beregnende han havde forsikret alle omkringliggende lande om, at han udelukkende var en fredsmægler. Postkort fra Berlin tager os med en ung kvindelig journalist til Berlin, ikke længe før Krystalnatten fik resten af verdenen til at se, hvilken herskesyg og udspekuleret magtudøver Hitler var.

Året er 1938, og den nyuddannede engelske journalist Georgie Young bliver af The Chronicle sendt til Berlin for at afdække den spændte stemning i byen. Hendes rejsemakker er den erfarne og noget arrogante journalist Max Spender med de ufatteligt blå øjne, som Georgie hurtigt føler sig afvist af. Berlin ulmer af uro under overfladen. Ingen ved, hvad Hitler har i sinde, og på trods af sine begrænsninger ved at være en kvinde i et mandsdomineret fag og de tydelige restriktioner for, hvad det Tyske Rige vil godtage, der bliver skrevet om, vil Georgie finde de sande historier. Dem der viser omverdenen, hvad der egentligt er ved at ske i Tyskland.

Georgies chauffør, den tidligere journalist jøden Rubin Amsel, mærker, efterhånden som tiden går, hvordan hans og hans families rettigheder bliver indskrænket. Stadig uvidende om, hvad Hitlers store plan er, fortsætter de deres hverdag, dog med følelsen af at noget er på vej. Da Georgie ved et tilfælde opdager Rubins navn på en liste over folk, der skal deporteres eller fængsles, må hun handle prompte. Hun får hjælp af Max, som viser sig at være langt mere imødekommende end først antaget. Det er ikke til at vide, hvem der er til at stole på, og hvem som arbejder for nazisterne, og snart kommer de to journalister selv i søgelyset.

Postkort fra Berlin er en god historisk roman, som du må skrive på listen af fiktive bøger om Anden Verdenskrig, der skal læses. Som i Den franske fotograf af Natasha Lester får vi historien om, hvor svært det var som kvinde at gøre karriere i et så mandsdominerende fag, men at kvinderne også havde deres fordele i form af at komme tæt på deres kilder. Robotham skriver, så siderne vender sig selv, og man sidder til bords med udenlandspressen på La Taverne, har hjertet oppe i halsen, når Georgie skal skaffe beviser fra den højtrangerende SS-officer Kasper og er med i gaderne, når den etniske udrensning raser på Krystalnatten. Det er virkelig godt skrevet.

Mandy Robotham: Postkort fra Berlin, HarperCollins Nordic, oversat af Lene Støvring, 448 sider, august 2021

Der er lukket for kommentarer.