En mand sidder i en lille landsby i de franske alper og ser et ungt par kravle op af bjergsiden, på flugt fra religiøs forfølgelse. Han beslutter sig for at fortælle deres historie, men det kræver et stort historisk research arbejde og et litterært talent. Heldigvis har han begge dele, for det er kun med hans indre blik han ser de to elskende. Det er nemlig næsten tusind år siden, at de søgte tilflugt i den lille by, den normanniske Vigdis og jødiske David, og der eksisterer kun få spor af deres historie.

Et af sporene er i den lille landsby, hvor de havde søgt tilflugt efter at have forladt Rouen i det nordlige Frankrig i jagten på et sted, hvor de kunne være sammen. Men Vigdis’ far er en magtfuld mand, og man ser ikke nådigt på kristne kvinder, der følger deres hjerte og konverterer til jødedommen for en mands kærlighed.

Flugten ender derfor ikke i den franske landsby, og det gør forfatterens søgen heller ikke. Vigdis skifter ikke bare tro, men også navn til Hamoutal og rejsen bringer hende så langt væk som Egypten og Spanien. Det er korstogenes tid, og hele verden virker til at være gået fra forstanden. Forfatteren må følge i hendes fodspor, og dén nutidige rejse fører ikke bare til Cairo og Rouen, men også dybt ind i det historiske miljø og gamle, skriftlige kilder – for slet ikke at tale om for længst glemte ruiner efter en jødisk tilstedeværelse, der for længst er væk.

Hertmans er forfatteren, og han væver forsigtig sin egen nutid og sin jagt på sandheden om Hamoutal og Davids liv og skæbne. Det er en svær kunst, både at fortælle en dramatisk kærlighedshistorie og samtidig holde sine personer ud i historisk arm og blotlægge, hvad man egentlig ved om dem. Men det lykkes til perfektion, og Konvertitten er en meget vellykket roman om to mennesker og deres skæbne, som man utroligt nok alligevel kan finde spor efter den dag i dag.

Stefan Hermans: Konvertitten. 365 sider, People’s Press. Oversat af Birthe Lundsgaard, udkom 12. januar 2021