Sharon Bolton: Spalten
Så er Sharon Bolton tilbage med endnu en psykologisk thriller, og denne gang sender hun os til en af jordens fjerneste og koldeste egne, som Felicity Lloyd er flygtet til i sin desperation for at undslippe sin eksmand, Freddie. Herude må hun da kunne være i fred, men der er lige det med fortiden, at dens hemmeligheder på en eller anden måde altid ender med at indhente en, uanset hvor langt væk man løber.
Felicity er en dygtig glaciolog, som er udstationeret på den fjerntliggende ø South Georgia i Antarktis, hvor hun studerer gletsjere. Sommeren er snart forbi, og det betyder, at Felicity igen kan leve i sikkerhed i et stykke tid, da det er umuligt at komme til øen om vinteren. Hun lever i konstant frygt for Freddie, som er blevet løsladt fra fængslet, efter at han har afsonet en dom for mord, og hun er sikker på, at han er villig til at rejse til verdens ende – eller Antarktis – for at finde hende.
Efter et spring tilbage i tid opdager vi, at Felicity inden afrejsen til South Georgia gik til psykolog hjemme i England, fordi hun oplevede mærkelige episoder og var overbevist om, at hun blev forfulgt. Hendes psykolog, Joe, graver efter Felicitys afrejse i hendes fortid og gør flere foruroligende opdagelser om Freddie, som gør, at han føler sig nødsaget til at tage til South Georgia for at hjælpe. Men vil han nå frem i tide?
Der er mange karakterer og handlinger, der flettes sammen i denne bog, så det er med at holde tungen lige i munden. Desværre er det ikke alt sammen lige elegant, og flere elementer syntes jeg var overflødige og gjorde historien unødigt tung og rodet. Det fungerer dog godt, at vi først følger Felicity i nutiden, hvorefter vi hvirvles tilbage i tid for at lære hendes baggrund at kende, inden sløret løftes for historiens afslutning i nutiden.
At lægge handlingen på South Georgia gav historien en iskold intensitet, som jeg desværre ikke synes karaktererne levede op til. Jeg er normalt vild med Sharon Boltons skrivestil og plotopbygning, men det var rimelig nemt at regne ud denne gang – jeg sad og ventede på det store plottwist, hun plejer at have i sine bøger, men det kom aldrig.
Du kan læse anmeldelser af flere af Sharon Boltons bøger her.
Sharon Bolton, Spalten, Forlaget Jentas, 392 sider, oversat af Per Vadmand, udkom 7. maj 2021