Mit hjerte er en automat blev i 2020 shortlistet til Deutscher Buchpreis og det forstår man godt. Det er en af den slags bøger, der er en fornøjelse at læse, men svær at anmelde. For hvad handler den egentlig om? Den handler om identitet, selvfølgelig, ganske tidstypisk. Men det handler også om at forsøge at tage magten over sit eget liv – og om at kæmpe imod den kasse, man vil placere en i. Og om det tomrum, sådan en kamp kan give.

Olivia er kvinde, sort og lesbisk. På alle måder en minoritet. Det har hun været hele sit liv, også før hun opdagede sin seksualitet. Dengang hun voksede op i DDR var hun sammen med sin tvillingebror de eneste sorte børn i miles omkreds. Faderen var fra Angola og moderen var punker. Ikke just en typisk DDR-familie, og Olivia passer aldrig rigtig ind.

I sin opvækst møder hun både den store sorg, det store svigt og hun får aldrig lov til at glemme, at hun er anderledes. Svigtet er hendes mor, der ikke formår at tage sig af sine børn. Sorgen er tvillingebroren, der ikke magter livet og slutter det foran et tog. Og det anderledes kommer af at vokse op som sort østtysker i en tid, hvor fremmedhadet har overtaget kommunismen som fremherskende ideologi.

Mit hjerte er en automat er original og overraskende, sprogligt og stilistisk. Olivia fører lange samtaler med sig selv og sin døde bror, og det er der kommet en rigtig interessant roman ud af. Det er en roman om et kvindesind, men også om familie, om historie og om at tilgive sig selv for det, man ikke kunne forhindre. Det er en roman om, hvordan vi aldrig helt kan give slip på hvor vi kommer fra og vores historie.

Det er et blik ind i et kvindesind anno 2020 med både fremmedgørelse, bristede forhåbninger og hjerter – men også om venskaber, kærlighed og drømmen om at kunne give sig hen. Og om en slikautomat på en perron i Tyskland, naturligvis, og hvordan det ville være, hvis ens hjerte var en automat.

Olivia Wenzel: Mit hjerte er en automat. 322 sider, Turbine. Oversat af Ditte Engels Hermansen, udkommer 8. maj 2021