// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sara Paborn: Tidselhonning
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Sara Paborn: Tidselhonning

Skrevet af den 30. juni 2021 – 06:31Ingen kommentarer

Den 43-årige succesfulde samlivscoach og talkshowvært Ebba Linqvist har oplevet sit livs største deroute. Efter en affære med en musiker på sit arbejde, en efterfølgende skilsmisse fra sin søns far og dernæst at være blevet forladt af sin nye elsker, fordi han havde gjort sin ekskæreste gravid, har Ebbas liv været svært. Karrieren virker nærmest umulig, da Ebba er blevet hængt ud i medierne som en bedrager. For hvordan kan man sælge bøger om den gode skilsmisse med den slags historier i bagagen?

Ebba har brug for at tjene penge, men uden salg af bøger og sit talkshow må hun tage de opgaver, hun kan få. Det være sig at lave krydsord til et magasin eller at køre til en badeby ved den sydsvenske kyst for at interviewe den 79-årige Veronika Mörk, som Ebba ved et tilfælde er faldet over i en avis. Hun skal interviewe den ældre dame om, hvad der skal til for at være lykkeligt gift med den samme mand i 60 år. Men det bliver ikke så nem en opgave, som Ebba først troede, det ville være. For trods sin alder mindes Veronica tydeligt sin store kærlighed, det er bare ikke sin afdøde mand, hun taler om.

Sara Paborn tager sin læser med tilbage til sommeren 1955, hvor den 17-årige Veronika på sin mors badehotel Båstad møder den kunststuderende Bo og falder hovedkulds for ham. En kærlighedsfølelse så stor som den kun kan være, når det er den første. Spørgsmålet er bare, hvad det var, der gik galt, siden de to elskende ikke fik hinanden. En historie som Ebba umuligt kan lade ligge. For tænk, hvis Bo stadig lever?

Tidselhonning er en fin historie om at elske og miste, og om hvordan en stormfuld forelskelse kan overskygge al fornuft, og hvordan den selvsamme fornuft kan få tvivlen til at blusse op. Tidselhonning er en bog, du skal læse, hvis du er til kærlighedsromaner, der ikke er sukkersøde, men realistiske og jordnære. Der er ikke nogen pladderromantik at spore her, udelukkende reflektering, livslang kærlighed og en kvinde, der i sin søgen efter at finde kærligheden i sig selv finder den til en anden.

Sara Paborn: Tidselhonning, Gutkind, oversat af Inger Kristensen, 425 sider, april 2021

Der er lukket for kommentarer.