Francesca Woodman er af mine absolutte yndlingsfotografer. Hendes avantgardistiske sort/hvid billeder bevæger sig kunstlet i spændfeltet mellem drøm og virkelighed i et eksperimenterende og ofte uhyggeligt tomt univers. Ansigter og kroppe forsvinder, former og objekter svæver frit, omgivelserne er ofte i opløsning. Francesca Woodmans kunst og neurotise-erotiske udtryk har inspireret en hel generation af kunstnere. I dag har Woodmans oeuvre en velfortjent prominent plads i det avantgardistiske fotografis historie.

I den exofiktive romanen “Slugt” giver forfatteren Christina England sit interessante og læsværdige bud på, hvorfor den unge fotograf i 1981 tog sit eget liv som kun 22-årig. En kæmpestor læseoplevelse, som giver en lille, men fin, bid af Woodmans omfattende historie.

Christina Englund har valgt at fokusere på de sidste to år af Woodmans liv. Det er de år, der bliver udslagsgivende for at Woodman vælger at kaste sig i døden. Romanen skriver sig flot ind i den voksende exolitterære tendens, hvor forfatterne skriver “på et skellet af virkelighed”, som Christina Hesselholdt så fint formulerer det. Her er altså tale om fiktionalisering på basis af det virkelige.

Woodman var datter af en keramiker og en maler og kunsten var et grundvilkår i hendes opvækst i New York i 1970’erne. Da Woodman er færdig med sine studier, hvor hun hyldes og fremhæves som tidens helt nye store talent, begynder meningen med livet og nærværet at smuldre. Hun både opsluges af kunsten, men også af den enorme tomhed, som de uinspirerede perioder medfører.

Som romanens titel antyder er kunstens fortærende og altopslugende længsel et af romanens helt store temaer, og det er fremragende beskrevet. Woodmans følelser, tanker og sanselighed formidles indlevet og poetisk, og jeg kunne ikke slippe bogen. Værket formår på fineste vis at skildre tilstanden “opslugt” i dobbelt greb. Både Francescas evne til at give slip og lade inspirationen, kunsten tage fuldstændig over. Men samtidig får læseren også lov til at lade sig opsluge i denne fine bog, som lader os rejse i et sind, i lidenskab, i kunst, i sorg, i identitet og mangel på samme. Det er ganske enkelt en sind- og sjælerejse af de helt store, og Englund formår at fange essensen og konsekvensen af det åbne kunstnersind. Det er som at lægge øret mod Woodwards hud.

“Billederne er en forlængelse af mig. De er ikke andre en mig. Jeg kan ikke adskilles fra det, jeg laver.”

Det eneste jeg savner i denne vidunderlige bog er et efterskrift om forfatterens metode. Jeg har selv læst nogle af Woodwards breve, og kan derfor se, at nogle af bogens citater må komme derfra. Ligeledes ved jeg, at Woodmans forældre efter datterens død viede deres liv til at formidle hendes kunst, som hun efterlod enorme mængder af. Men hvis man laver en biografisk roman, skylder man at fortælle, hvilke kilder, man baserer sin viden på.

Men når det er sagt, er dette en af de stærkeste romaner jeg har læst i år. Og hvis man selv kender til fortabelse, fordybelse og det at blive (op)slugt, så vil romanen give mange aha-oplevelser. Samtidig er den også et rørende portræt af et ungt geni, der også bare er ganske almindelig ung kvinde, der føler skam, svigt og lidenskab. Der søger anerkendelse – ikke mindst fra sine forældre. Så få fat i bogen og tag på en fuldstændig uforglemmelig rejse til 1980’ernes New York og ind i sanseligt kunstnersind.

Christina Englund, Slugt, Lindhardt og Ringhof, 192 sider, udgivet 15. april 2021.