// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Chloé Esposito: Alvina Skyggemager
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Chick lit, Roman, Thriller

Chloé Esposito: Alvina Skyggemager

Skrevet af den 10. maj 2021 – 06:56Ingen kommentarer

Du kan lige så godt forberede dig på det vildeste, når du begynder på denne sidste bog i Chloé Espositos vanvittige trilogi om Alvina Knightly. For Alvina er ikke alene en utroligt hæmningsløs og bindegal impulsiv psykopatisk seriemorder – hun er også en sindssygt humoristisk og forfængelig antiheltinde med følelser – eller noget man i hvert fald kan forveksle med følelser.

Et år er gået siden alt ligesom kulminerede. Alvina har måttet ændre navn og udseende, da hun efterlod sig lidt for mange døde, deriblandt sin tvillingesøster Beth og sin forlovede Nino, og politiet OG den sicilianske mafia er på sporet af hende. Hendes nye navn er Siobhán Faelan – hvilket hun faktisk ikke aner, hvordan man udtaler, og så er hun blevet 3 år yngre ifølge hendes nye pas. Hvilket hun selvfølgelig må understrege ved at få ekstra botox og hudpeelinger. Sorgen over at være kommet til at slå Nino ihjel følger hende stadig, og nu vil hun hævne ham, for ligesom at rode bod på det der skete. Hun vil dræbe en sidste gang for Nino skyld og slå Ed Forbes ihjel – manden der dræbte Ninos far.

Planen er derfor følgende; at blive til den irske Siobhán Faelan med hvad der hører sig med af gulerodsfarvet hår, irsk accent og talemåder, finde Ed, myrde Eds perfekte kone, Tiffany, forføre Ed, gifte sig med Ed og så myrde Ed og bruge alle hans penge. Peace of cake for en ekstremt impulsiv men målrettet psykopat. Hvad hun dog ikke har kalkuleret med, er, at hun faktisk godt kan lide Tiffany og ikke har lyst til at slå hende ihjel. Og hvorfor er det lige, at hun gør alt det her for Nino, som faktisk er død?

Alvina Skyggemager er en surrealistisk vild slutning på Alvina-trilogien, og utroligt nok får vi afsluttet de fleste løse ender. Hvis du både er til chicklit- og thrillergenren, får du i Alvina-bøgerne det hele. Derudover er serien fuld af sex, flotte mænd, mode og masser af humor. Chloé Esposito er virkelig god til at beskrive sceneriet og persongalleriet, så man faktisk kan forestille sig, at alle tingene sker – trods det absurde i nærmest alt, hvad Alvina gør.

Filmrettighederne til bøgerne er allerede solgt, og det bliver virkelig sjovt at se, hvordan de vil gengive vores sindssyge antiheltinde Alvina og alle hendes vanvittige mord. Jeg måtte i hvert fald læse Alvina Skyggemager i etaper, da nogle af scenerne er tåkrummende og så langt ude, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Alligevel måtte jeg læse videre, for det er altså morsomt det her – på et helt nyt plan.

Chloé Esposito: Alvina Skyggemager, People’s, oversat af Ane Lauenblad, 350 sider, april 2021

Der er lukket for kommentarer.