Alt har en ende, og det har det traditionelle liv i Finnskogen også. Igennem syv bind har vi fulgt folket i Finnskogen med udgangspunkt i bjørnejægeren Taneli og hans Lina, men nu slipper vi dem på kanten til det 21. århundrede.

Det har været en lang beretning over 150 år og seks generationer, om fattigdom og udstødelse. Om venskab, kærlighed, sorg og tab og alt det andet, der udgør en menneskelige eksistens. Meget er sket. Engang betød det ingenting, at skoven bredte sig over grænsen mellem Sverige og Norge fordi de havde samme konge. Nu er det to lande, og da krigen kommer bliver de gamle stier gentrådt. Ikke med krybskytter eller fattige på vej til slægtning på den anden side, men med jøder og andre flygtninge, der søger beskyttelsen på den anden side af skoven.

Hvor skogsfinnerne før var uglesete og skjulte deres herkomst så snart de bevægede sig uden for skoven, så er det nu blevet noget interessant og særligt at nedstamme fra de finske indvandrere. Folkemindesamlere og andre godtfolk valfarter til skoven for at indsamle eksempler på dialekt, levevis og kulturen, men der er ikke meget tilbage.

De gamle torper er faldet sammen, selv kartoffelkældrene kan være svære at finde. De marker, enge, kulmiler og savværker, hvor beboerne i de første bind sled sig mere eller mindre ihjel er for længst forsvundet. Nu er der ingen, der rydder skov med økse og hest. I stedet kører de store maskiner brutalt igennem skoven og fælder alt på sin vej, også de træer der engang var magiske. Til gengæld er ulven og bjørnen på vej tilbage, og sådan sluttes cirklen i en skov, hvor de gamle konflikter mellem rig og fattig er afløst af konflikten mellem dem, der vil have fåreavl og dem, der hilser ”den grå” velkommen tilbage.

Det er en fortælling om affolkningen af en egn og en kulturs forsvinden. Men det er også fortællingen om hvordan nøden forsvandt, overtroen mindskedes og folk fik muligheden for at bestemme over deres eget liv. Alt har en pris, og det gamle må dø for at det nye vokser frem. Noget efterlader et stik af nostalgi, andet forbandes lang tid efter det er væk.

Jeg har været meget begejstret for disse slægtsromaner om skogsfinnerne og deres liv. Britt Karin Larsen har et indlevende, naivt spørgende og poetisk sprog, som jeg har nyt hele vejen igennem, ligesom de mange mennesker og deres liv er krøbet ind under huden på mig. Desværre er Koldere mod natten seriens svageste bind. Det stikker af i lidt for mange retninger, og strækker sig over lidt for lang tid. Det kunne have været skåret skarpere til, så vi helt til det sidste havde bevaret den særlige Finnskogsmagi. Når det er sagt, så er det stadig en stor læseoplevelse, som jeg håber mange vil tage ind. Man begynder ved bind 1, for man får ikke noget ud af at stå på undervejs.

Britt Karin Larsen: Koldere mod natten. 424 sider, Gyldendal. Oversat af Camilla Gellert Nielsen, udkom i 2018