// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Angela Marsons: Døde sjæle
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Spænding

Angela Marsons: Døde sjæle

Skrevet af den 28. maj 2021 – 06:12Ingen kommentarer

En samling menneskeknogler dukker op ved en arkæologisk udgravning på en mark i Black Country, og kommissær Kim Stone bliver kaldt ud til stedet. Fundet befinder sig midt mellem to politikredse, og Stone bliver beordret til at samarbejde med kriminalkommissær Tom Travis, som Stone på ingen måde har et godt forhold til. Efterforskningen skal styres ved hjælp af Travis’ team, så Stone må tåle Travis’ fjendtlighed, uden helt at vide hvorfor han har set sig så vred på hende. De var engang gode venner, indtil det pludseligt fra den ene dag til den næste forandrede sig, og de to kriminalkommissærer har aldrig fået drøftet, hvad der gik galt.

Samtidig må Stones eget team, kriminalassistenterne Bryant, Dawson og Stacey, selv stå for efterforskningen af en polsk mands brutale overfald. Efterforskningen leder dem på sporet af en række hate crimes med forbindelse til Englands højreekstremistiske organisationer. Kriminalassistent Stacey har i al hemmelighed gang i sin egen efterforskning omhandlende en teenagers selvmord og ved ikke, hvordan hun kan involvere resten af sit team i det, hun har fundet ud af, uden konkrete beviser.

Mens Stone forsøger at finde hoved og hale i sin egen efterforskning og forgæves lede sit team på afstand, kædes de to politikredses sager tættere sammen. Men siden de to teams ikke arbejder sammen, er det nærmest umuligt at finde linket mellem sagerne, før det måske er for sent.

Det er ingen hemmeliglighed, at jeg er ret pjattet med Angela Marsons serie om den særegne enspænder kriminalkommissær Kim Stone og hendes ret fantastiske lille team. Jeg må dog sige, at lige netop denne 6. Kim Stone-bog var en smule forvirrende og ikke kom op på det samme høje niveau som hendes tidligere bøger i serien. Jeg savnede Stones interageren med sit team, og de to sideløbende efterforskninger gjorde det svært at følge med i handlingen. Når det er sagt, er Døde sjæle bestemt en læseværdig krimi, og har du stadig Kim Stone-serien til gode, kan jeg kun sige; God fornøjelse! Det er god krimi det her!

Læs også vores anmeldelser af de andre bøger i serien her.

Angela Marsons: Døde sjæle, Forlaget Jentas, oversat af Stig W. Jørgensen, 400 sider, april 2021

Der er lukket for kommentarer.