// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lee Child & Andrew Child: Vagtposten
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Spænding, Thriller

Lee Child & Andrew Child: Vagtposten

Skrevet af den 4. juni 2021 – 06:13Ingen kommentarer

Den hårdtslående tidligere major i militærpolitiet Jack Reacher er tilbage i endnu en tempofyldt, actionpræget thriller, hvor Reacher denne gang påtager sig at beskytte en kommunalt ansat it-chef, som intetanende og uforvarende har fået fat i oplysninger, som det kan være meget farligt at være i besiddelse af.

Reacher er som sædvanlig på farten og bliver tilbudt et lift med en forsikringsmand, der skal til Pleasantville, Tennessee. Men kort efter ankomsten kan Reacher konstatere, at der bestemt intet behageligt er ved byen. Han opdager nemlig, at en undseelig, intetanende mand er på vej direkte ind i et baghold. Reacher, som altid er på de svages side, føler sig nødsaget til at gribe ind på sin sædvanlige karakteristiske måde; slå først, spørg bagefter.

Manden, Reacher redder, er Rusty Rutherford, som lige er blevet fyret og desuden er lagt for had i hele byen, da man har givet ham skylden for ikke at forhindre, at et cyberangreb har lukket byens netværk fuldstændig ned, så intet fungerer. Reacher opfordrer ham til at forlade byen hurtigst mulig, for overfaldsmændene er tydeligvis professionelle, så Rusty er i stor fare. Rusty insisterer dog på at blive i byen og bevise sin uskyld.

Reacher kan ikke tro, at det mislykkede forsvar mod cyberangrebet kan være hele forklaringen på, hvorfor en flok skurke er efter Rusty, og jo mere han graver, jo tydeligere bliver det, at de er oppe mod stærke kræfter, som ikke skyr nogen midler for at finde det, de leder efter. Og de tror, Rusty har det.

En ting kan man være helt sikker på, når man læser en Reacher-bog. Det er knaldgod underholdning, og tempoet er højt. Og så er det altid en god ide at have Reacher ved sin side, hvis man kommer i problemer. Han får virkelig delt øretæver ud i denne bog, samtidig med at han bruger sit menneskekendskab og sin militære træning til at holde sig et skridt foran skurkene.

Jeg var lidt spændt på denne bog, da Lee Child har skrevet den i samarbejde med sin lillebror Andrew Child. Det er meningen, at Andrew Child på sigt skal overtage Reacher-serien. Det var heldigvis ikke til at mærke, at der havde været en ekstra forfatter inde over skriveprocessen – Vagtposten er Reacher, når det er bedst. Og nu er serien også fremtidssikret til glæde for alle os, der ikke kan få nok af den milde kæmpe.

Læs vores anmeldelser af andre bøger i serien her.

Lee Child og Andrew Child, Vagtposten, Forlaget Jentas, 367 sider, oversat af Jakob Levinsen, maj 2021

Der er lukket for kommentarer.