// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Hans Peter Madsen: Brænd huset ned, giv træet vand
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Noveller

Hans Peter Madsen: Brænd huset ned, giv træet vand

Skrevet af den 8. april 2021 – 07:36Ingen kommentarer

Lone er buschauffør, og hun er den bedste. Hun rammer altid gearskiftet præcis ved 74 og så har hun overskud til at tale undervejs. Den slags må man have respekt for, mener hendes kollega med de fuldtudviklede sociale kompetencer. Desværre er Kenneth, Kenneth, det er hans chef, ikke enig, og så må kollegaen jo selv tage affære. Sådan starter den finurlige og ganske underholdende novelledebut fra Hans Peter Madsen, og det er en stærk debutnovelle han lægger ud med.

Brænd huset ned, giv træet vand er 22 noveller sprængfyldt med sproglig energi og sære vinkler. Det er noveller, med små præcist beskrevne scener, og ligesom læseren har dannet sig en holdning til deres personer, kommer nye oplysninger på bordet, der vender op og ned på alt, der er skrevet.

Her er historien om foredragsholderen og coachen Erik, der kan springe ti slides frem på sit powerpointshow, fordi han er så omstillingsparat (og hamrende irriterende) lige indtil sandheden om lydordene pludselig kommer på banen, og alt pludseligt ser anderledes ud. Her er Oliver som skal operere en tidligere klassekammerat, Oliver der redder hans liv, og Oliver som måske og måske ikke har en anden historie om deres barndom end fortælleren selv.

Her er noveller med uimponeret tilgang til kropsvæsker og Lars Løkkes ædlere dele – fortalt fra Vestjylland af buschauffører, slagteriarbejdere og andre helt almindelige danskere, men alligevel med en smule prætentiøs klangbund bestående af inspiration og citater fra andre digtere.

Hans Peter Madsen er ubetinget en spændende ny litterær stemme med et selvstændigt udtryk. Han lægger ikke skjul på, at han vil mere end at underholde; han har holdninger han gerne sætter i spil og udfordrer sin læser på (man behøver ikke være enig med forfatteren, faktisk kan det vel næsten være en fordel, hvis man bliver udfordret lidt). Nogle af novellerne er virkelig fremragende, og det lover godt for det kommende forfatterskab. Andre er mere so-so, og virker mest som fyld. Alt i alt en interessant debut for en forfatter, vi kommer til at læse meget mere til.

Hans Peter Madsen: Brænd huset ned, giv træet vand. 170 sider, Turbine. Udkommer 8. april 2021

Der er lukket for kommentarer.