Yoko Tawadas dystopiske roman “Udsendingen” er en både uhyggelig, stærk og poetisk fortælling om, hvad der sker i et samfund, når katastrofen er indtruffet. Hvordan påvirker de nye forhold vores relationer, samfundsstrukturer og endda vores sprog.

Vi befinder os i Tokyo i en nær fremtid, og Japan har afskåret alle forbindelser til omverdenen. Der er næsten ingen natur tilbage; jorden, havet og luften er forurenet og blomsterne muterer – og det samme gør menneskene. Børnene fødes med en sygdom, der gør, at de ikke kan optage alle næringsstoffer, og derfor er de meget svagelige. De gamle, der tilsyneladende lever evigt, har derfor overtaget samfundsstyringen og pasningen af de svage, men mærkeligt muntre børn.

Det postapokalyptiske samfund er autoritært, og ud over at være totalt lukket for kontakter med udlandet, er der også forskellige restriktioner mellem præfekturerne i Japan. Det er forbudt at tale alle fremmede sprog.

Den 90-årige Yoshiro bor sammen med sit oldebarn, den sjove og intelligente Mumei, som han både elsker og beundrer. Romanen skildrer gribende det meget varmhjertede forhold imellem de to. Mumeis forældre er forsvundet, og Yoshiros egen datter bor langt væk, og arbejder i en frugtplantage. Yoshiro har (en stærkt begrundet) mistanke om, at hun er hjernevasket.

En del af romanens tematik er sproglig. I den nye verden ændres sproget og ordenes værdi hele tiden, fordi de skal passe ind i den postapokalyptiske verdens ideologi. Bogen indeholder fremragende refleksioner over over, hvordan sproget ændres, når vi befinder os i en undtagelsestilstand. For for eksempel er der ikke noget, som hedder “grøn eng” mere. Flere ord fra “den gamle” verden er forbudte, og gradvist smuldrer sproget, der mister flere og flere nuancer, og bliver fattigere og fattigere. Og det samme gør samfundet. Mange af disse sproglige forhold og japanske tegn gengives i romanen, der er forrygende oversat fra japansk til dansk af Mette Holm. Det er nødvendigt, fordi romanen skildrer samfundets opfindelser af nye ord, som hurtigt går i glemmebogen igen. En klar reference til George Orwells 1984, hvor hovedpersonen Winston Smith arbejder med omskrive historien, så den passer til dagens form og agenda.

Romanen er skrevet i Yoko Tawadas karakteristiske glasklare, næsten nøgterne sprog. Derfor kommer den enkelte steder til at fremstå mere reflekterende end episk. Nogen ville måske synes, at det er svaghed – undertegnede finder det genialt.

Temaerne er uhyggeligt relevante og aktuelle – og værket trækker både tråde tilbage til bla. Orwells 1984 og til moderne klimalitteratur som fx. Charlotte McConaghys “Til verdens ende”, Emily St. John Mandels “Station 11” og Rakel Haslund-Gjerrilds Alle himlens fuge. Alle værker, vi har anmeldt og rost her på Bogblogger.

Yoko Tawada skrev “Udsendingen” umiddelbart efter den tredobbelte katastrofe i Japan i 2011, hvor landet blev ramt af jordskælv, flodbølge og en atomulykke på en gang. Flere områder i Japan blev ubeboelige og folk mistede deres hjem, og boede i barakbyer. Her besøgte Tawada de husvilde, og fortæller, at det var deres ukuelighed og livskraft sammen med deres ydmyge evne til at tilpasse sig situationen, der gav hende ideen til nærværende værk. Som dog i øvrigt ikke tager udgangspunkt i denne katastrofe.

Tawadas roman er et spændende bud på et stykke uhyggeligt velskrevet og velreflekteret japansk klimalitteratur, der også giver en unik indsigt i den japanske sprog- og kulturhistorie. Det dystre emne til trods, er romanen næsten mærkeligt munter i dens forestilling om det postkatastrofiske menneske, der ligesom en blæksprutte ser på verden med andre eller flere øjne.

Yoko Tawada: Udsendingen, Grif, 174 sider, oversat fra Japansk til dansk af Mette Holm, udkom 9. april 2020.