De fleste kender nok den fremragende japanske forfatter Kazuo Ishiguro for bogen og ikke mindst filmen “The Remains of the Day”. “Klara og solen” er nobelprisvinderens seneste mesterværk, der både fascinerer, bevæger og vækker til eftertanke. Da forfatteren modtog Nobelprisen i litteratur i 2017 var en af begrundelserne fra Nobelpriskomiteen, at “han skriver romaner med stor følelsesmæssig virkning, som afdækker afgrunden under vores illusoriske forbundethed med omverdenen.”

Dette gør sig også gældende i nærværende fremtidsroman “Klara og solen”, som måske bedst kan karakteriskeres som en håbefuld dystopi. Den handler om robotten Klara, en såkaldt KV’er (Kunstig Ven), der skal hjælpe det menneske, der køber hende. Hun er soldrevet, og derfor stærkt afhængig af lyset.

Selvom hun er et kunstigt menneske, udviser hun både stor empati og tænker selvstændigt. Hun bliver efter lang tids venten i en butik købt af den unge pige, Jossie og hendes Mor. Pigen er syg og svag, og har derfor brug for omsorg og hjælp. Meget interessant er det, at synsvinklen hele tide ligger hos Klara, den kunstige intelligens, der er en utrolig god iagttager, og giver læseren et utroligt godt indblik i personernes psyke og deres miljø.

Jossies og Klaras venskab vokser, og bliver mere og mere intenst, og bogen skildrer eminent det nære venskab mellem pige og kunstig intelligens. Som altid kredser Ishiguro om temaerne kærlighed og venskab og, hvad der egentlig udgør menneskets inderste kerne. Hvad gør et menneske til et menneske? Og som altid formår Ishiguro at få relationerne mellem individerne til at stråle så stærkt, at fornemmelserne og følelserne sætter sig dybt i sind og hjerte. For Ishiguro ser på individets værdi – uanset oprindelse – robot eller menneske. Alle individer indeholder noget unikt, der gør os fortjent til kærlighed og respekt. Det er afsindigt smukt, og aldrig banalt. Sproget er stille, minimalistisk og handlingen bevæger sig fremad i en kunstlet og altid uforceret narrativ.

Vi får også fine beskrivelser af samfundet og den udvikling, der foregår i det. Og det er ikke et rosenrødt billede, der tegnes, og da romanen har mange science fictiontræk er det nærmest en dystopi, der folder sig stille ud. Det viser sig, at Jossies familie har mange lig med i lasten, og det skaber masser af suspence, spænding. Læseren erfarer, hvordan der tages en række katastrofale beslutninger, og Ishiguro retter en stærk kritik imod det samfund, der udvikler sig til at blive mere og mere konformt og mindre og mindre demokratisk. Romanen stiller et meget centralt spørgsmål om tilværelsen i dette fremmedgjorte samfund:

“Lad mig spørge om det her. Tror du på det menneskelige hjerte? Jeg taler selvfølgelig ikke kun om hjertet som et organ. Jeg taler om det i den poetiske betydning.nMenneskehjertet. Tror du, det findes? Noget ,der gør os alle sammen til noget særligt, til individer?”

Det er Klara, der får dette spørgsmål. Og det svarer hun ja til. Et af de interessante temaer i romanen bliver, om en maskine kan erstatte et menneske. Romanen viser også, hvor let det er at manipulere med de fleste mennesker, og at de personer, der ihærdigt forsøger at kæmpe imod får meget vanskelige kår. Romanen stiller også det helt centrale spørgsmål om, hvad man gør med en robot efter man er færdig med at brugeden. Hvad gør man med mennesket? Romanen er ladet med en række symboler, hvor solen bliver det vigtigste. I forbindelse med solens rolle kommer romanen også ind på metafysiske religiøse forhold. “Klara og solen” er intet mindre end en genistreg af de helt store, som både giver stor indsigt i samfundet og i den menneskelig psyke. En af 2021’s bedste og stærkeste udgivelser.

Kazuo Ishiguro: Klare og solen, Gyldendal, 346 sider, udgivet den 2. marts 2021, oversat fra engelsk af Claus Bech.