Dennis Jürgensen: Mand uden ansigt
Jeg er kommet lidt sent i gang med at læse Dennis Jürgensens bøger til voksne, så da jeg kastede mig over denne nye krimi, var det med mindet om mange aftener for en hel del år siden med hans uhyggelige bøger i skødet, jeg havde i tankerne. Selvom denne bog også havde et snert af uhygge over sig, var det ikke den Jürgensen, der holdt mig vågen som barn – men i stedet én der nervepirrende lod mig gruble over, hvem der stod bag kidnapningen af endnu et barn i den lille by Melum på den jyske vestkyst.
Skolelæreren Lasse Espersen er på tur ved Vadehavet med sin elev Villads, da en pludselig tåge ruller ind over dem, og de bliver væk fra hinanden. Panikken bliver kun større, da tidevandet er hastigt på vej, og Villads falder over noget, der ligner et lig begravet i sandbunden. Dagen efter vågner Lasse op på hospitalet. Villads er væk, men der er et lig i sandet der, hvor Lasse havde set Villads, lige inden alt blev sort. Den eneste, der ikke er at finde, er Villads, og Lasse er umiddelbart den eneste mistænkte i sagen. I hvert fald indtil der bliver tilkaldt forstærkning i form af den 34-årige kriminalassistent Lykke Teit fra Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet på Københavns Politigård og den 61-årige tyske Hauptkommissar i Mordkommission ved Polizei Flensburg Rudi Lehmann.
De to skal efterforske mordet, mens det lokale politi tager sig af bortførelsessagen af den 11-årige Villads. Sagen er bare den, at det ikke er det første barn, der er forsvundet fra Melum. Året forinden forsvandt den 6-årige Rosa Molberg sporløst fra sit hjem, og Sønderjyllands Politi har endnu ikke fundet nogen spor i sagen. Hænger de to sager mon sammen? Og hvad har den forsvundne dreng med mordet på en københavnsk stofmisbruger at gøre?
Det er bestemt ikke sidste gang, jeg læser noget af Dennis Jürgensen. Mand uden ansigt bød på både interessante karakterer, jeg uden tvivl ønsker at se mere til, samt et interessant plot. Tempoet er ikke højt, trods den dramatik de to efterforskere kommer ud for. Det giver jeg Lykke og Rudi skylden for. De har begge ben solidt plantet på jorden, og med humor og varme fører de os gennem en spændende jagt på en morder og et barn, de håber på stadig er i live.
Mand uden ansigt er første bog i en ny krimiserie om efterforskerne Lykke Teit og Rudi Lehmann.
Dennis Jürgensen: Mand uden ansigt, Politikens Forlag, 336 sider, marts 2021