Flot romandebut!

“Da jeg var lille, blev jeg skoldet af solen. Røde blærer voksede frem på mine underarme og sved og kløede. Min mor smurte yoghurt på den brændte hud, mens jeg lå på sengen i underbukser. Der var ligesom altid noget med mig. Gad vide om min mor kunne mærke det i graviditeten. De måtte sætte fødslen i gang, da hun var gået 14 dage over termin. Jeg ville ikke ud.”

Ovenstående citat er fra romanens første side. Mange af romanens sider rummer ikke mere tekst end det. Men det er nok! For forfatteren formår helt kort og stramt at skabe stemninger og billeder, der får læseren til at fornemme og forstå, hvad det vil sige at være ung kvinde, der tumler med symptomer fra psykisk sygdom. Det er vældig fint lavet.

I det hvileløse er romanen om en ung kvinde, der bor sammen en veninde, har en kæreste og som står overfor at skulle i praktik, som led i hendes uddannelse. Men hvileløse dage og symptomer på psykisk sygdom udfordrer i et sådant omfang at kugledyner, samtaler ved en psykiater og medicin finder vej til hendes hverdag.

I det hvileløse er også en roman om at være halv andengenerationsindvandrer. Om ikke at høre til – hverken som dansker eller som “rigtig” indvandrer med brun hud (hun har mørkt hår, men er lys, er datter af en dansk kvinde og en chilensk mand flygtet fra sit hjemland). Det er også en roman, der stiller spørgsmålet, om psykisk sygdom er arveligt og som sætter fokus på, om medicin altid er løsningen. “Det nytter ikke at forklare, at medicin giver mig muskellammelser og hjertebanken. Så længe psykoserne går væk, er det en succes, mener lægerne. Uanset hvad de byttes ud med.”

Der er tilbageblik til barndommen, hvor man forstår, at begge forældre havde deres at slås med. Som læser tvivler man dog aldrig på kærligheden mellem jegfortælleren og hendes forældre.

Et eksempel på en superskarp kort tekst, der siger ufatteligt meget er: “Hvornår slutter en krig? Jeg vil gerne have ham til at stå frem i et lys, han selv ejer. Jeg vil se ham klart uden et helt lands ødelæggelser.” Man forstår, at krigen lever i hendes far for evigt. At krigen aldrig slutter. Og at krigen i faren måske i et eller andet omfang tager bolig i den unge kvinde.

Det et leve med psykisk sydom skildres nuanceret i romanen. Der er således gode dage og der er mindre gode dage. Der er dage med glæde og dage med afmagt. Gennemgående har den unge kvinde (måske er det generelt for mange med psykiske lidelser?) svært ved at finde hvile. At finde ro. Den unge kvinde registrerer og sanser konstant, forstår man. Selv det mindste ses og høres. Varmeknopper der springer frem. Harpiks på bjælken i loftet. Venindens næse, der løber.

Ulempen ved disse ordknappe korte romaner er, at de hurtigt er læst. Og når jeg ikke “er sammen” med den unge kvinde ret længe, lagres hun ikke helt i mig på samme måde, som når jeg tilbringer 6-10 timer med en karakter i en lang roman. Men når det er sagt (som vel primært er mit problem og ikke romanens), er I det hvileløse alt i alt en ganske flot debut.

Sidsel Ana Welden er uddannet fra den norske forfatterskole i Bergen. Hun har tidligere fået publiceret kronikker om blandt andet psykisk sygdom og om at være barn af en flygtning.

Sidsel Ana Welden: I det hvileløse, Forlaget Harpyie, April 2021, 150 sider.