// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Natasha Lester: Den hemmelige arv
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Natasha Lester: Den hemmelige arv

Skrevet af den 24. april 2021 – 06:25Ingen kommentarer

Er du vild med romantisk historisk fiktion, der får tårerne til at presse sig på, hjertet til at banke hurtigere og hårene til at rejse sig på armene? Og elskede du som jeg universet, sproget, kærligheden og ikke mindst tykkelsen (de næsten 500 sider, der bare ikke måtte stoppe) på Den franske fotograf af Natasha Lester, kan du godt glæde dig! Natasha Lester er tilbage med endnu en stor roman baseret på en sand historie og med en historie om kærlighed, der varer evigt.

Den hemmelige arv tager os med piloten Skye Penrose til England i 1939 og Paris i 1947 og med den australske modekonservator og enlige mor Kat Jourdan til Cornwall i Australien i 2012. Kate opdager ved et tilfælde et skab fuld af Christian Dior-kjoler i sin mormor Margaux’ hus i England. Efterladt og gemt væk. Efterhånden som Kate dykker ned i mysteriet om kjolerne, trods Margaux’ store modstand overfor at tale om fortiden, dukker en historie op om Margaux’ ungdom, der får alt, hvad Kate troede om kvinden, til at blegne.

Kat sætter sig for at finde ud af, hvordan hendes mormor kom i besiddelse af disse sjældne og kostbare Dior-kjoler, samtidig med at den eftertragtede forfatter og ungkarl Elliott Beaufort kontakter hende i forbindelse med en bog, han er ved at skrive om de kvinder, der arbejdede for den statslige efterretningstjeneste SOE under 2. verdenskrig. Kat kan ikke få tanken om, at hendes søde gamle mormor skulle have arbejdet som spion under krigen til at stemme. Ligeledes skulle hun have været fanget og sendt i arbejdslejr af nazisterne, men efterhånden som Kat sammen med Elliott får afdækket mere og mere af fortiden, begynder hun at tvivle på, hvem hendes mormor egentlig er, og hvad det er, der er så forfærdeligt, at hun ikke vil tale om det.

Natasha Lester tager os med Den hemmelige arv med ind i en medrivende historisk fortælling om den engelske og franske modstandskamp under 2. verdenskrig. Som læser befinder man sig midt i alt det forfærdelige med hjertet oppe i halsen, og endnu engang knuser hun hjerter for at hele dem lidt igen. Jeg elsker denne slags bøger, der på bedste vis forbinder datid med nutid, og når der så ovenikøbet er lagt en masse research til grund for historien – ja, så kan det vist ikke blive bedre.

Natasha Lester: Den hemmelige arv, Alpha Forlag, oversat af Lisbet Kjær Johansen, 480 sider, marts 2021

Der er lukket for kommentarer.