Puk Damsgård: Arabica
Journalisten Puk Damsgård har gennem en årrække rejst Mellemøsten tynd som korrespondent for DR. Nu er hun taget ud på en ny rejse. Denne gang i fodsporet på den opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr, der i 1700-tallet var en del af en ekspedition til Yemen.
Rejsen i hælene på Niebuhr med fragtskib fra Italien, gennem Suezkanalen og Adenbugten til Oman og derfra ind i Yemen og rundt til de steder, som Niebuhr også besøgte, er rammen om fortællingen. Den krydres med afstikkere til en yemenitisk kvinde og hendes flugt fra tvangsægteskab, Damsgårds oplevelser på fragtskibet og livet i Damsgårds hjemby Cairo.
Faktisk bliver Niebuhr-rejsen til tider trængt lige lovlig meget i baggrunden. Det gør som sådan ikke noget. Man skal bare være indstillet på, at bogen er 40 procent rejse i Niebuhrs fodspor og 60 procent andet.
Men Damsgård skriver så godt og indlevende, at man nærmest ikke lægger mærke til, at man pludselig er hevet ind i en hel anden historie om den kvindelige læge Shifas flugt til Europa. Niebuhr-delen er til gengæld en fornem rød tråd gennem fortællingen. Og man får skam masser af Niebuhr for pengene. Ingen tvivl om det. I det hele taget får man en faktisk fortælling fra det borgerkrigshærgede Yemen, som er så meget andet end bare krig. Kaffens arnested blandt andet.
Som prikken over i’et, så ser bogen pokkers flot ud. Guld-farver oven på et sort/hvid-billede på forsiden, tykt lækkert papir og en lækker guldfarvet snor til at markere, hvor man er kommet til.
Puk Damsgård: Arabica. Politikens Forlag, 2021. 289 sider.