Stig Sætterbakken: Det nye testamente
Det nye testamente åbner i Berlin, på Hitlers sidste fødselsdag, i dagene hvor alt er tabt og alle ved det, selv Hitler. Voldsomme og betydningsfulde dage i Europas historie, og dage som den unge nordmand Lukas Landberg ikke kan slippe jagten på, 40 år senere.
Lukas Landberg har ellers sit at kæmpe med, en ung norsk fotograf der er 80’erne og 90’erne forsøger at finde sin plads i verden, mellem Norge, Tyskland og Danmark, i sin store familiefortælling – og i fascinationen af det tredje riges undergang og ikke mindst gåden om Hitlers dagbøger. Hvad stod der i dem? Fandtes de overhovedet?
Og bag det hele lurer en anden katastrofe, nemlig bombeangrebet på oktoberfesten i München i 1980, hvor 13 mennesker omkom. Her var Lukas til stede, og da gerningsmanden var en højreradikal tysker, bliver det en del af beretningen om et Europa, der endnu ikke har gjort op med sin nazistiske fortid. Lukas oplever det selv, lever med det, og jagten på sandheden om Hitlers sidste dage bliver en måde at forlige sig med det skete, at lære at leve med mindet fra München.
Som altid er sandheden flygtig, ikke mindst når svindlere forsøger at kapitalisere på den (yngre læsere ved det måske ikke, men det tyske magasin Stern købte en forfalskning af Hitlers dagbøger i den tro, at de var ægte i 1983), og Lukas gør det heller ikke helt nemt for sig selv eller sin spirende forfatterkarriere… For eksempel bliver han indblandet i produktionen af en pornofilm, og indleder en affære med sin udlejer.
Det nye testamente er nok det, man vil kalde eksperimenterende. Den skifter form undervejs, blander forskellige fortællervinkler, skrivestile, reportage, breve og tester sin læsers omstillingsparathed. Det fungerer – i begyndelsen. Men så stikker det af, og læseren bliver kørt ud på et sidespor mens forfatteren leger med formen. Ærlig talt er 580 sider rigtig langt, og jeg tabte simpelt hen opmærksomheden på bogen undervejs. Bogen var noget langt, hvis der havde været lidt mere historie, lidt mindre form – lidt mere jagt på Hitlers dagbøger og lidt mindre weltschmerz i København.
Det nye testamente er Stig Sætterbakkens anden bog fra 1993. Sætterbakken døde i 2012.
Stig Sætterbakken: Det nye testamente. 580 sider, Forlaget Silkefyret. Oversat fra norsk af Allan Lillelund, udkom 30. december 2020