// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Per Ole Persson: Vildhund
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Per Ole Persson: Vildhund

Skrevet af den 27. februar 2021 – 07:53Ingen kommentarer

”Fredag aften. Jeg står i en cirkel af lys udenfor akutafdelingen på Råby ungdomshjem og ser ned i jorden. I hånden holder jeg en plastikpose. På trappetrinet foran døren står to mænd. Den ene er stor og har busket hår. Han ser rar ud. Som en bjørn. Den anden er tyndere og har kort hår og briller. Han ligner en lærer. Og så alligevel ikke”.

Vildhund er fortællingen om en stor dreng, der fredag aften ankommer til Råby Ungdomshjem i Sverige. Vi følger ham over et par døgn på ungdomshjemmet. Han er bogens fortæller og vi kommer derfor hurtigt tæt på ham. Han fortæller dog ikke alt, og som læsere må vi langt hen ad vejen selv gætte os til hans fortid (det holder læseren vågen).

Vi møder også andre store drenge på ungdomshjemmet og vi møder det navnløse personale, der mest er deres job, deres funktion. Der indlægges en distance, når fortælleren kalder de voksne ”den store” og ”den tynde”.

På den ene side ligner disse store drenges liv alle andres med fodbold og computerspil. På den anden side er deres verden så fjern fra andre unges frie liv udenfor ungdomshjemmets vægge og regler.

Disse drenge er store og små på samme tid. Hårde og bløde. Jubler over sammenhold, fodbold og saftevand. Og ekstremt letantændelige når noget, går dem på.

Åh hvor mit moderhjerte og socialrådgiverhjerte ønsker det bedste for disse store drenge. Jeg håber på en bedre fremtid for dem. Med ro på. Med tryghed. Med fokus på det de ønsker, kan og vil. På deres styrker og gode sider. På deres drømme. Men denne roman er ikke en Disney-film og det tærer på læserens tro og optimisme, når drengene gang på gang mister besindelsen og banker løs på folk omkring dem.

Vildhund er barsk og voldsom læsning, men man læser gerne om det svære liv disse store drenge lever.

Jeg er usikker på hvem bogen er tiltænkt, men et bud på en læser kan være dig, der gerne læser om det svære liv og ikke har meget læsetid til rådighed. Romanen er på kun 94 sider, men rummer trods det en vigtig, vedkommende og stor historie. Et andet bud på en læser kan være børn og unge og gerne i en undervisningssammenhæng, så man kan tale om impulskontrol, vold, svigt og om at ikke alle ungdomsliv er ens.

Per Ole Persson, Vildhund, Forlaget Brændpunkt, 94 sider, Oversat fra svensk af Henrik Andersen, Oktober 2020, Lånt på biblioteket

Der er lukket for kommentarer.