Pierre Christin og Sébastian Verdier: Orwell
Hvis du holder af forfatteren George Orwell, bør du omgående få fat i Christin og Verdiers grafiske mesterværk “Orwell”, som tager os med på en forrygende rejse ind i den ikoniske forfatters fascinerende og rå univers. Værket er noget af det smukkeste og mest gribende, jeg længe har læst.
Englænderen George Orwell (1903-1950) er en af det tyvende århundredes best skelsættende forfattere. De fleste kender sætningen “Big Brother holder øje med dig”, som stammer fra hans ikoniske, dystopiske mesterværk, “1984”. Dyrefablen og klassikeren “Kammerat Napoleon”, der isnende råt illustrerer magten og dens korrumpering, er en genial allegori på den russiske revolution. Begge er værker man ikke glemmer, og i dag er bøgerne og deres problematikker stadig uhyggeligt aktuelle.
I nærværende værk bringer franskmændene Pierre Christin og Sébastian Verdier os helt tæt på fænomenet Orwell. Vi får et afsindigt spændende og øjenåbnende møde med en mand, der var en stærk kritiker af totalitære regimer, og lod sin sociale indignation komme til udtryk i et forfatterskab, der oftest kredsede om undertrykkelse og udstedelse af de lavere sociale klasser.
George Orwells (født Eric Arthur Blair) liv var råt, barskt og brutalt. Det formidles fremragende i “Orwell”, som er meget velresearchet. Orwells historie fortælles kronologisk og starter med med barndommen, hvor den 8-årige Eric sendes på den elitære og brutale Eton drengekostskole, og skilles fra sin elskede veninde, der senere i livet svigter ham. Han udsendes som politibetjent til datidens Burma, og kæmper under den spanske borgerkrig, som han kun med nød og næppe slap fra i live. Orwell stod altid på underklassens side, og da han overværede en hængning i Burma, fik han dyb afsmag for imperialismens undertrykkelse og skrev sin første roman “Burma dage”.
Vi får et rigtig godt indblik i de oplevelser, og erfaringer, som ofte inspirerede Orwell til sine værker. Og bogens fremragende illustrationer fanger den rå og forstemmende atmosfære, der omgav Orwell, som også var journalist og essayist. Man bliver ganske enkelt suget ind i det orwellske univers, som illustrationerne levendegør med deres smukke enkle streg. Man føler med den ensomme dreng, der går en meget hård barndom igennem, og man mærker soldaternes smerte under den spanske borgerkrig. Men samtidig ser man også det hus, som Eric (George) voksede op i. Vi oplever Londons tomme og blæsende gader, det brændende Burma – og ikke mindst den cigaretrygende, konstant maskinskrivende Orwell. Altid nysgerrig og idealistisk. Helt i Owells ånd får illustrationerne, der en sjælden og velvalgt gang i mellem er farvelagte, læseren til at stoppe op. Vi vil se mere. Vi vil vide mere.
Sébastian Verdier er værkets hovedtegner. Han har inviteret flere talentfulde tegnere til at bidrage til værket, og det betyder, at billedsidens skifter i takt med fortællingen. Og alligevel står udtrykket fuldstændig samlet. Det er intet mindre end fremragende udført.
“Orwell” er skrevet af franskmanden Pierre Christin, som man kender og beundrer, hvis man har læst tegneserie-klassikeren “Linda og Valentin”, som han er forfatteren bag. Han har altid været fascineret af Orwell, og i værkets korte, interessante efterskrift beskriver han sin stærke tilknytning til den engelske forfatter som har “inspireret en stor del af mit eget eget værk med sin politiske foregribelse”.
Christins kendskab til Orwell har gjort ham i stand til at begå den uovertrufne genistreg at medtage og integrere passager af Orwells selvbiografiske tekster i dette værk. Det er både et fremragende fortælleteknisk greb, og en spændende og nuanceret måde at give læseren et 360 graders indblik i Orwells univers. Orwells egne tekster er skrevet med maskinskrift, så man tydeligt kan kende forskel.
Hvis man er det mindste interesseret i Orwell eller i historie, så vil man knuselske denne perle af en bog, som på alle måder har grebet mig dybt om mit hjerte. Og hvis man holder af smukke grafiske noveller, så kan man sagtens læse “Orwell” uden at kende ham i forvejen. For det kommer man til her. Og han er den grad et bekendtskabt værd. Ligesom dette mesterværk.
Pierre Christian og Sébastian Verdier: Orwell, Fahrenheit, 160 sider, oversat af Anders Juel Michaelsen, udkom den 19. november 2020.